Den succesfulde Suspekt-rapper Emil Simonsen er endnu ikke helt kommet sig efter en dramatisk bilulykke i april.

Tankerne om, hvor galt det kunne være gået den dag, plager ham stadig. Tanker om døden.

»Det er en rigtig klam tanke. Selvom ulykken ikke var min fejl, så er tanken om, at jeg skulle have levet videre, mens andre var døde, ubærlig,« fortæller han i et interview med Berlingske.

»Det fylder mere end tanken om, at jeg selv kunne være død. Jeg arbejder stadig med den oplevelse.«

Ulykken skete en tirsdag for næsten to måneder siden.

Emil Simonsen kørte sin Mercedes ud i et sort lyskryds på Flynderborgvej i Helsingør. Men samtidig gjorde en sort Citroën C4 Cactus det samme fra en anden side.

Med høj fart støder de to biler voldsomt sammen, hvilket kaster Citroënen 180 grader rundt og baglæns ind en busk.

Begge biler bliver totalskadet, men heldigvis kom ingen noget til.

I dag fylder tanken om, at det kunne være endt helt anderledes og fatalt, stadig meget. Et splitsekund kunne have gjort udfaldet.

I interviewet fortæller den snart 40-årige Emil Simonsen, at den voldsomme bilulykke stadig er noget, som han arbejder med, og som formentlig vil fylde i hans sind i nogen tid endnu.

Døden er et stort emne, som også før ulykken har fyldt hos ham.

Flere af hans venner er gået bort alt for tidligt, og selvom han gerne vil dø som gammel, så accepterer han også prisen af at leve stærkt nu. Han ved, at det kan koste ham nogle år i den anden ende.