Frygten for at blive dræbt.

Det er den hverdag, som superstjernen Ariana Grande har måtte leve under i mere end syv måneder.

For en stalker ved navn Aharon Brown har chikaneret Ariana Grande, og det er blevet så grelt, at hun nu frygter for sit liv. Det viser retsdokumenter, som flere amerikanske medier har set.

9. september eskalerede situationen voldsomt, og stalkeriet nåede sit højeste, da Aharon Brown dukkede uanmeldt op med en stor jagtkniv på Ariana Grandes adresse, mens den 28-årige sangerinde var hjemme. Da Grandes sikkerhedsvagter bad Brown om at gå, blev han truende, og ifølge dokumenterne skreg han: 'Jeg dræber dig og hende.'

Foto: MARIO ANZUONI
Vis mere

Politiet blev derfor tilkaldt til Grandes bopæl, og Brown flygtede til fods. Flere gange blev han beordret til at stoppe, men undlod at gøre det. Til sidst blev han anholdt af lokalpolitiet i Los Angeles.

»Det faktum, at Mr. Brown regelmæssigt er kommet til mit hjem i over seks måneder, skræmmer mig,« sagde Ariana Grande i Los Angeles højesteret foran den 23-årige mistænkte Aharon Brown den 13. september ifølge flere medier, heriblandt Page Six.

»Baseret på hans trusler er jeg bange for min og for min families sikkerhed. Jeg er bange for, at hvis der ikke kommer et polititilhold, vil Brown fortsætte med at komme til mit hjem og forsøge at gøre fysisk skade eller myrde mig eller medlemmer af min familie,« tilføjede hun.

Kriminalinspektør Peter Doomanis bekræftede i retten, at Brown havde en kniv i forlommen på sine bukser, da de ransagede Brown, og herefter blev han varetægtsfængslet.

Ifølge mediet TMZ har politiet givet et midlertidigt polititilhold, mens retssagen og efterforskningen fortsætter. Brown vil fortsat være varetægtsfængslet, indtil sagen får en afslutning.

Den næste høring i sagen er planlagt til 5. oktober.