Hvis du nogensinde har stået midt i et hjerteskærende brud med den eneste ene, kender du nok alt til følelsen af, at du bare skal skille dig af med alt, der minder dig om ham eller hende.
Det er ikke anderledes for de kendte, hvilket sangdivaen Mariah Carey formentlig kan skrive under på. Hun var indtil for to år siden forlovet med den australske milliardær James Packer - og siden har hun altså solgt det bjerg af en diamantring, han satte på hendes finger i sin tid.
»Mariah har været meget åben på det seneste omkring sit valg om at komme videre i sit liv omringet af positivitet,« siger sangerens publicist til Page Six og fortsætter:
»Det kræver, at man lægger følelser og genstande bag sig - inklusive en gammel forlovelsesring fra en ekskæreste.«
En kilde tæt på Mariah Carey fortæller til Page Six, at hun har fået svimlende 13,5 millioner for ringen, som hun har afsat hos en juveler i Los Angeles. Det er efter alt at dømme dog kun en brøkdel af de 50 millioner kroner, James Packer angiveligt betalte for den i 2016.
Parret brød forlovelsen efter ni måneder i oktober 2016 - angiveligt efter et skænderi på en ferie i Grækenland.