Efter flere dages uenigheder – og en tur i retten – får Heidi Klum nu lov til at tage sine børn med til Tyskland, når hun skal til at optage den tyske udgave af programmet 'Next Top Model'.
Der er dog nogle betingelser.
Eksmanden Seal var nemlig ikke meget for at lade den 47-årige tyske model rejse med børnene.
Han frygtede, at opholdet i Tyskland kunne risikere at blive permanent, og han satte derfor en stopper for turen. For en stund.
Heidi Klum valgte nemlig at gå rettens vej. Her argumenterede hun for, at børnene altid ved tidligere lejligheder har rejst med hende.
Topmodellen beskrev endvidere, at de fire børn i forvejen bor størstedelen af tiden hos hende, og at Seals tid med børnene mildest talt er 'sporadisk'.
Men samværet er kun sporadisk på grund af Heidi Klum, lød argumentet fra modsatte banehalvdel.
»Når jeg spørger Heidi, om jeg kan få lov til at se børnene, gør hun det desværre ofte unødigt besværligt med forklaringer om, at de har travlt, at de er syge eller at de simpelthen bare ikke kan se mig.«

»Derfor er jeg ofte tvunget til at se børnene, når det passer Heidis planer, hvilket har haft stor indflydelse på, hvor meget jeg ser dem. Ikke desto mindre gør jeg meget ud af at tilbringe så meget tid med dem som muligt og være tilgængelig for dem.«
Seal beskrev for retten, at han frygtede, at han ikke ville komme til at se børnene igen foreløbig, hvis han bare lod dem rejse.
Særligt på grund af coronapandemien, der jo som bekendt har ført til flere grænselukninger.
Men nu er de altså nået til en form for enighed. De har lagt en slagplan, og den indebærer, at Heidi Klum for lov til at tage børnene under armen, når hun drager mod det tyske.
Det skriver People, der har fået retsdokumenterne i hænde.
Heri lyder det, at Seal både forud for og efter rejsen skal have 'udvidet samvær' med børnene. Han får desuden lov til at besøge børnene i Tyskland, som han vil – og Heidi Klum har ansvaret for at hjælpe til, hvis det bliver en realitet.
Derudover har Heidi Klum forpligtet sig til at gøre alt, hvad der står i hendes magt for at få børnene til USA, såfremt grænserne pludseligt skulle lukke.
Eksparret blev gift i 2005. Deres skilsmisse blev gennemført i oktober 2014. De har siden da haft fælles forældremyndighed over børnene, som er i alderen fra 10 til 16 år.

