Den tyske supermodel Heidi Klum er tilsyneladende i al hemmelighed blevet gift for tredje gang.

Hendes udkårne er den 16 år yngre tyske musiker Tom Kaulitz, der i 00'erne fik teenagepiger over hele verden til at skrige med, når han optrådte med sangen 'Durch den Monsun' med bandet Tokio Hotel.

Det skriver flere amerikanske medier, blandt andet People og Enews.

Der begyndte første gang at svirre rygter om en romance mellem den 45-årige supermodel og den 29-årige sanger i begyndelsen af sidste år.

Nogle måneder senere stod de frem som par på den røde røber ved 'Cannes amfAR Gala' i maj.

Ganske kort tid efter begyndte Heidi Klum, der er mor til fire, at få kritik for at være sammen med en mand, der er så meget yngre end hende. Det fortalte hun i juli sidste år til magasinet InStyle:

»På det seneste er jeg blevet mindet om min alder af andre folk end mig selv. Min kæreste er mange år yngre end mig, og mange folk stiller spørgsmålstegn ved det og spørger ind til det,« sagde hun blandt andet og fortsatte:

»Jeg tænker ikke selv ret meget over det. Du er bare nødt til at leve et lykkeligt liv uden at bekymre dig for meget om, hvad andre folk synes, for det giver dig kun endnu flere rynker.«

ARKIVFOTO Af Heidi Klum og Tom Kaulitz.
ARKIVFOTO Af Heidi Klum og Tom Kaulitz. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Hun har også offentligt fortalt om, hvor glad hun er for sin tyske kæreste, som hun blev forlovet med hen over julen sidste år.

»Han er den venligste, sødeste, mest omsorgsfulde, kærlige person. Jeg føler mig så heldig. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst var så glad. Han er fuldstændig vidunderlig. Måske er det, fordi han er tysk, og vi kan forstå hinanden på en anden måde. Indtil videre er det godt,« fortalte hun sidste efterår til People.

Supermodellen og tv-værten har tidligere været gift med hårstylisten Ric Pipino og sangeren Seal, som hun fik tre børn med. Hun har en også en datter fra et tidligere forhold, som Seal efterfølgende adopterede.

Tom Kaulitz, der sammen med sin tvillingebror stod i front for bandet Tokio Hotel, har tidligere været gift med Ria Sommerfeld.

Parret har ikke selv kommenteret sagen.