For nu fire år siden kom det frem, at den succesfulde Casper Christensen og Frank Hvam-film ’Klovn - The Movie’ skal komme i en amerikansk såkaldt 'remake'.

Siden har der på overfladen været stille omkring projektet, men nu kan BT afsløre, at Sacha Baron Cohen, bl.a. kendt som Borat, har købt rettighederne til Hollywood-versionen.

Oprindelig i 2012 blev rettighederne til 'Clown', som den kommer til at hedde, købt af selskabet Warner Bros. Det blev aftalt, at Danny McBride - bl.a ’Tropic Thunder’ og ’Up in the Air’ - skulle spille enten Franks eller Caspers rolle. Men nu har Borat-skuespilleren altså overtaget rettighederne.

»Sachas selskab Four by Two Films har købt rettighederne til filmen. Det er faktisk kun en uge siden, aftalen blev indgået med ham og hans selskab, så det hele er nyt for Frank og mig. Det har været en meget intens proces,« siger Casper Christensen til BT, og tilføjer, at der nu skal startes på en frisk, efter projektet mere eller mindre har ligget stille.

»Det er ikke sikkert, at Danny McBride kommer til at spille med. Det ved jeg faktisk intet om lige nu. Men det er super for os, at Sacha er gået ind i projektet, det giver os tro på, at der kommer til at ske noget nu. I forvejen har Frank og jeg skrevet manus til hans kommende film ’The Lesbian’ sammen med ham,« siger Christensen.

Samarbejdet de tre komikere imellem begyndte, da Cohen så 'Klovn' første gang.

I en scene får Frank ved et kedeligt uheld en udløsning i hovedet på sin svigermor. Den vakte så megen opmærksomhed, at rygtet nåede Cohen.

»Han grinede så meget, at han var nødt til at ringe,« sagde Frank Hvam til BT ved premieren på 2'eren 'Klovn Forever' .

»Man ved ikke, hvad der kan ske (med 'The Lesbian, red.). Vi ved ikke, om det bliver til noget. Men selve det at sætte sig ned med ham og tale historie, have dialogen sammen med ham, det var skide sjovt. Han er jo en af dem, jeg respekterer. I det øjeblik, man går ind i det kreative rum, er der et fælles sprog og rytme. Man kan have forskellig smag, og temperament og ønsker. Men man ved, hvad man taler om - det handler om comedy-bolden. Der er følelsen af, at det er den bedste idé, der vinder. I det kreative rum forsvinder hierarkiet,« siger Frank Hvam.

Det er endnu usikkert, hvornår der skal castes skuespillere til 'Clown 2'.