’Vi har lige afleveret manuskripterne. Nu optager vi snart,’ siger Casper Christensen, der løfter for noget af handlingen samt arbejdet med Frank Hvam i den nye sæson af ’Klovn’
klovn tur retur
Historierne er skrevet, intrigerne er på plads, og pinlighederne vil snart folde sig ud, når optagelserne snart går i gang til Klovns comeback-sæson i Københavns gader.
I går blev Casper Christensen færdig med at rette de sidste ting i de næste 10 vilde kapitler af ’Klovn’.
Fredag bliver manuskripterne afleveret og de sidste skuespillere udvalgt af Frank Hvam og seriens nye instruktør, Jesper Rofelt.
Det fortalte Casper Christensen, da BT talte med ham torsdag:
»Lige nu sidder jeg og skriver de allersidste rettelser ind i manuskriptet til sidste afsnit af den nye sæson, som vi afleverer i morgen. Og i dag er Frank til casting med de sidste skuespillere,« siger den 48-årige mand, der kan skrive manusforfatter, standupkomiker, skuespiller og forretningsmand på visitkortet.
»Når vi arbejder med ’Klovn’ foregår det sådan, at vi mødes, udvikler nye idéer og laver noter, og så sidder vi hver for sig, og skriver,« fortæller Casper Christensen fra kontoret, hvor han er ved at lægge sidste hånd på de nye pinligheder og groteske optrin, man kan glæde sig til i ’Klovn’ sæson syv.
»Det er jo sådan, at serien har Frank i hovedrollen. Han er med i alle scener, og når først vi går i gang med optagelserne, så er han på hele tiden. Det er ham der caster, fordi det er de folk han skal spille sammen med. Til gengæld ligger min tørn i manus. Jeg skriver størstedelen, og bruger mest tid på det. Og så er Frank mest på, når vi optager. Det er en fuldstændig klar opdeling,« siger Casper Christensen om arbejdsgangen for de to venner og partnere, der oprindeligt udviklede ’Klovn’ som højprofileret comedy på nichekanalen TV2 Zulu, og siden har udviklet den til en monstersucces på tv, film og dvd.
Men der sker jo noget med alderen. Man bliver mere stædig og mere indskrænket, og det kommer så på Franks konto, mens Casper bare bliver endnu mere pinlig,« siger Casper Christensen om sit filmiske alter ego i den nye sæson.
»Det med de helt unge damer er nok kørt for Caspers vedkommende, men derfor skal han jo stadig ud at opleve noget nyt. Hvis du ser de gamle afsnit er de ikke så sexfikserede som man husker dem. Der er rigtig meget hvor Frank bare har mistet en kuglepen, og opfører sig som en klovn, fordi han gør nogle helt tåbelige ting, der får katastrofale følger.
Sådan er det også i den nye sæson. Men bare rolig, der er selvfølgelig også sex, og de velkendte mere ’voldsomme’ ting med. Man kan sige, at den nye sæson er en naturlig forlængelse af de andre seks sæsoner, hvor vi så bare er blevet 10 år ældre med alt, hvad det indebærer,« smiler Casper, der returnerer til ’Klovn’ på fjernsyn af samme grund som makkeren Frank Hvam.
Fordi de har lyst.
’Klovn’ i udlandet
’Klovn’ er solgt til flere lande. Både som film og tv-serie, fortæller Casper Christensen, der sammen med Frank Hvam har solgt rettighederne til den første klovnfilm til skuespilleren Sascha Baron Cohens selskab Four By Two Films.
Laver det én til én
»De indspiller det selv med tyske, hollandske og belgiske komikere. Vi har været nede og snakke med dem, og fortalt om vores arbejdsmetoder. De har så vores manuskripter, og laver det sådan set én til én. Men de kan selv vælge om de vil improvisere over materialet, og hvordan de vil lege med det,« siger Casper Christensen.
Komikeren fortæller også, at den sædvanlige ’Klovn’-instruktør på tv, Mikkel Nørgaard, har fået muligheder i USA, og derfor er det nu tv-manden Jesper Rofelt, der blandt andet er kendt for DRs satireserie ’Krysters kartel’ samt Hvam og Christensens seneste spillefilm, der har overtaget instruktørstolen:
Sans for ’Klovn’-universet
»Rofelt er en skide god fyr, som har fin sans for ’Klovn’-universet. Det var ham, der lavede vores forrige film ’Dan Dream’, som jeg synes blev fin, selvom vi godt ville have haft lidt flere i biografen til den.
Men der er bare en langt større interesse for ’Klovn’ end for noget som helst andet. Folk elsker ’Klovn’-brandet, og det gør vi jo også selv. Det er sjovt, at det begyndte som et lille projekt på TV2 Zulu, og så er det blevet stort på sin egen måde,« siger Casper Christensen.