Hun er i forvejen indehaver af titler som Michelin-kok, 'Vild med dans'-stjerne og 'Masterchef'-dommer.

Inden længe kan Dak Wichangoen også kalde sig mor.

Hun og kæresten, Anders Jensen, skal nemlig være forældre, afslører en smilende kvinde på Instagram.

Her har hun delt fire billeder: tre af den voksende babybule og et af nogle scanningsbilleder, som tydeligt viser det foster, der lige nu gemmer sig i den 34-årige koks mave.

'Så fik jeg endelig den tykke kokkemave, jeg havde ønsket mig i så lang tid,' skriver hun til opslaget, hvor hun også har skrevet hashtagget #babymave og tagget sin kæreste, Anders Jensen.

Parret mødte hinanden i 2017, da Dak Wichangoen stillede op i 'Vild med dans' med Thomas Evers Poulsen som dansemakker.

Ved en fest efter et liveshow rendte kokken ind i Anders Jensen, der som danselærer og tilknyttet Mads Vads danseskole var med til afterparty.

I foråret 2018 kunne parret således meddele omverdenen, at de havde fundet kærligheden i hinanden.

Her Dak Wichangoen og Thomas Evers Poulsen fotograferet under et pressemøde i forbindelse med 'Vild med dans' for tre år siden.
Her Dak Wichangoen og Thomas Evers Poulsen fotograferet under et pressemøde i forbindelse med 'Vild med dans' for tre år siden. Foto: Sarah Christine Nørgaard
Vis mere

Og den kærlighed agter de altså nu at give videre til et fælles barn. Noget, som vækker glæde hos flere af deres bekendte, der i kommentarsporet på Instagram ivrigt lykønsker dem.

Blandt andre er flere 'Vild med dans'-koryfæer strøget til tasterne for at ønske dem tillykke. Heriblandt Mie Moltke og – naturligvis – Thomas Evers Poulsen.

I en såkaldt story går sidstnævnte så langt og tager en lille del af æren for babylykken.

'Altså også lidt min skyld,' skriver han og ønsker parret stort tillykke.

Kønnet på barnet er endnu ukendt, og heller ikke datoen for, hvornår Dak Wichangoen er sat til at nedkomme, er meldt ud på Instagram.

Det er derfor uvist, hvornår den Michelinstjerne-belønnede restaurant Kiin Kiin må undvære sin chefkok.