»Han endte med at være mig utro. Og jeg undskylder overhovedet ikke, at han gjorde det. For selvfølgelig skal man behandle hinanden ordentligt og med respekt.«
Sådan siger Michelinkokken Dak Wichangoen i et stort interview med Alt for damerne, hvor hun fortæller, hvordan arbejdslivet, som kunne byde på op til 100 timer om ugen, var med til at ødelægge hendes forhold.
Dak Wichangoen og den daværende kæreste havde været sammen i ti år, da hun opdagede, at han havde være hende utro.
»Jeg var så investeret i mit arbejde, at jeg helt glemte de andre vigtige ting i mit liv. Han sagde aldrig noget til det, og derfor tænkte jeg bare, at det var fint, sådan som det hele foregik. Men det var det jo ikke.«
Efter afsløringen af kæresten afsluttede hun forholdet, og hun indså, at der var vigtigere ting i livet end arbejdet.
Kokken ville sikre sig, at hun ikke oplevede noget lignende igen, og derfor valgte hun at arbejde med sig selv. Blandt andet ved at opsøge professionel hjælp.
Arbejdet blev dog ved med at fylde meget - selv da hun mødte sin nuværende kæreste, Anders Gjørtler Jensen.
Det fortalte hun til B.T. sidste år, hvor hun også optrådte som en af de fire dommere i 'Masterchef 2021'.
»Restauranten er min prioritet nummer et, og jeg vil helst gerne være i nærheden af den,« forklarede hun om den thailandske Michelin-restaurant Kiin Kiin på Nørrebro i København, hvor hun var køkkenchef.
»Anders har travlt, jeg har travlt, alligevel så får vi tingene til at fungere, så det er jo bare dejligt. Det er dejligt at have én ved sin side, som også har en passion for det, han laver, så man ikke skal gå på kompromis med det, man selv laver.«
I dag er det dog slut med både Kiin Kiin og København.
Dak Wichangoen har nemlig sagt op og bor i dag i Aarhus med kæresten Anders Gjørtler Jensen og datteren Lily, som de fik tidligere på året.
Kokken er ikke kun kendt for sine evner i et køkken.
I 2017 var hun således med i 'Vild med dans', og det var en ganske god idé. Det var nemlig her, at hun til en efterfest mødte Anders, der var danselærer og tilknyttet Mads Vads danseskole.