For et lille år siden delte Tallulah Willis en billedserie af sig selv. Billederne forestillede en bikinibeklædt, glad og energisk ung skuespillerdatter.

Men bag den smilende facade gemte sig en mere mørk fortælling, fortæller hun i et opslag på Instagram.

Den 25-årige kvinde, der er datter af Hollywood-stjernerne Demi Moore og Bruce Willis, beskriver, at billedserien og en dertilhørende video fik flere til at lovprise hendes gode energi, frihed og selvstændighed.

'Vi er ikke, hvad vi viser,' fastslår hun dog.

For da hun i december 2018 optog videoen og tog billederne, hvor hun fjoller rundt, havde hun i tre måneder kæmpet med mørke selvmordstanker.

'Min kamp er daglig og resten af mit liv, og hver dag beslutter jeg mig for at finde de gode øjeblikke, stjæle en latter eller holde en fredfyldt pause. Jeg ved, jeg var modig den dag (hvor billederne er taget, red.).'

I opslaget fortæller hun videre, at hun endnu ikke er klar til at dele alle detaljerne fra den mørke periode, men at det er vigtigt for hende at understrege, at hun forstår folk i lignende situationer:

'Jeg er med jer. Jeg ser jer. Jeg er jer. Smerte er smerte,' skriver hun.

Tallulah Willis (til højre) er her fotograferet sammen med mor Demi Moore (til venstre) og søster Scout LaRue Willis i 2016.
Tallulah Willis (til højre) er her fotograferet sammen med mor Demi Moore (til venstre) og søster Scout LaRue Willis i 2016. Foto: MIKE NELSON
Vis mere

Det er ikke første gang, Tallulah Willis italesætter sine psykiske udfordringer. I et interview med Teen Vogue fortalte hun i 2015, at hun ikke har haft det godt, siden hun var 11. Året forinden havde hun afsløret, at hun led af Body Dysmorphic Disorder. En lidelse, der er karakteriseret ved overdreven og hæmmende optagethed af indbildte fejl eller små fysiske afvigelser ved ens udseende.

Trods sine udfordringer er hun dog ved godt mod, lyder det i Instagram-opslaget.

'Jeg har fået en hel masse akronymer (betyder ordforkortelser som eksempelvis ADHD, red), der forklarer min diagnose, og langsomt er de blevet mindre og mindre skræmmende for mig,' skriver hun, før hun afslutter:

'Prøv, prøv, PRØV at være sød ved dig selv. Find hver en lille kærlighedsbønne, du kan, og absorber den.'