Der har været massiv omtale af Steven Spielbergs adoptivdatter, Mikaela Spielberg, siden hun onsdag afslørede sit nye karrierevalg.

I et eksklusivt interview med den britiske avis The Sun fortalte filmproducerens 23-årige datter, at hun vil være pornostjerne, stripper og certificeret sexarbejder.

Historien har ramt overskrifter i lande verden over – blandt andet her på B.T. – og det tyder på, at opmærksomheden har været lidt for meget for Mikaela Spielberg.

I hvert fald har hun lukket sin Instagram-profil, der var fyldt med lettere eksplicitte billeder, og som indtil torsdag var komplet åben for offentligheden.

Steven Spielbergs 23-årige adoptivdatter, Mikaela Spielberg.
Steven Spielbergs 23-årige adoptivdatter, Mikaela Spielberg. Foto: Donato Sardella/Getty Images for EIF
Vis mere

Det er da heller ikke en overdrivelse, at Mikaela Spielberg er løbet med opmærksomheden det seneste døgns tid.

Ifølge Google Trends er filmproducer-datterens navn det mest søgte i Danmark torsdag. Hun har dermed overgået rapperen Pop Smoke, der onsdag blev brutalt myrdet i sit hjem i Hollywood Hills.

Før gårsdagens historie så dagens lys, havde hun omkring 700 følgere på Instagram. Det tal er i skrivende stund steget til det 10-dobbelte.

Og hvem er denne Mikaela Spielberg så? Det kan du finde ud af herunder:

Steven Spielberg med sin kone, Kate Capshaw.
Steven Spielberg med sin kone, Kate Capshaw. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Hun blev født i februar 1996 og blev som spæd adopteret af filmproduceren Steven Spielberg og hans hustru, Kate Capshaw.

Selvom det først var onsdag, hun fortalte offentligheden om sit karrierevalg, har Mikaela Spielberg faktisk allerede produceret flere sexvideoer.

Videoerne, hvori hun optræder alene, har været delt på pornohjemmesiden PornHub, men hun har fjernet disse videoer igen, fordi hun angiveligt gerne vil blive certificeret sexarbejder, før hun deler mere eksplicit indhold.

»Jeg føler, at jeg ved at udføre denne type job, at det så er muligt for mig at tilfredsstille andre mennesker, hvilket føles godt, fordi det er på en måde, hvor jeg ikke selv følger mig krænket,« siger Spielberg-datteren i interviewet med The Sun.

I interviewet fortæller hun også, at hun som barn blev udsat for overgreb, hvilket senere medførte en række psykiske lidelser. Mikaela Spielberg kommer ikke ind på yderligere detaljer om de påståede overgreb, men påpeger dog, at det hverken var familiemedlemmer eller venner af familien, som stod bag dem.

Mikaela Spielberg er forlovet med dartspilleren Chuck Pankow, som der umiddelbart ikke er mange flere oplysninger ude om. Mikaela Spielberg udtaler dog, at hun som pornostjerne ikke vil have sex med andre mænd, fordi hun respekterer sin forlovede – hun har dog ikke noget imod at udføre fetish-videoer, siger hun.

Det er angiveligt først for nylig, at Mikaela Spielberg fortalte sin Oscar-vindende far om karrierevalget. Det gjorde hun efter sigende, da hun over FaceTime ringede til sin mor og far i weekenden.

Ifølge hende støtter forældrene hendes beslutning.

Mikaela Spielbergs kunstnernavn er i øvrigt 'Sugar Star'.

Hun har seks søskende i alt – inklusive storesøsteren Jessica Capshaw på 43 år, som blev Steven Spielbergs steddatter, da han giftede sig med Kate Capshaw.

Hun er desuden søster til 31-årige Theo, som blev adopteret af Kate Capshaw før ægteskabet med Steven Spielberg. Theo er efterfølgende også blevet adopteret af filmproduceren.

Derudover har hun søsteren Sascha på 29, storebrødrene Sawyer og Max på henholdsvis 27 og 34 samt lillesøsteren Destry på 23. Max er Steven Spielbergs søn fra det forrige ægteskab med Amy Irving.