Popstjernen Sia lægger sig fladt ned efter at være landet i en vaskeægte shitstorm på sociale medier.

Shitstormen omhandler nogle kontroversielle scener i filmen 'Music', som er den berømte sangerindes debut som instruktør.

I filmen, som handler om en autistisk kvinde, er der flere scener, hvor personer med infantil autisme bliver spændt fast, når de får anfald.

Scener, som er blevet massivt kritiseret, da flere påpeger, at det er yderst traumatiserende at fastspænde autistiske personer på den måde. Det skriver Variety.

Det er Maddie Ziegler (venstre), som tidligere har medvirket i en række af Sias musikvideoer, der spiller hovedrollen som den autiske kvinde.
Det er Maddie Ziegler (venstre), som tidligere har medvirket i en række af Sias musikvideoer, der spiller hovedrollen som den autiske kvinde. Foto: VALERIE MACON
Vis mere

Sia – med det borgerlige navn Sia Kate Isobelle Furler – har i kølvandet på shitstormen undskyldt scenerne på sin Twitter-profil. En profil, hun dog efterfølgende har valgt at slette helt.

'Jeg har planer om at fjerne fastspændingsscenerne fra alle fremtidige udgaver,' skrev Sia på sin nu slettede profil, der på daværende tidspunkt havde omkring seks millioner følgere.

'Jeg lyttede til de forkerte mennesker, og det er mit ansvar. Min research var tydeligvis ikke dybdegående nok og ikke bred nok.'

'Jeg lover, jeg har lyttet. Filmen 'Music' vil fremadrettet have en advarsel i begyndelsen af filmen,' fortsatte hun.

Sia slog for alvor igennem som sangerinde med sit gigantiske hit 'Chandelier'.

Filmen 'Music' er hendes første forsøg som instruktør, og det ser – trods den nævnte kritik af visse scener – ud til at blive en flot debut for hende.

Filmen er i hvert fald nomineret til hele to Golden Globes.

Den er nomineret i kategorien 'bedste musical eller komediefilm', og så har Hollywood-stjernen Kate Hudson også scoret en nominering i kategorien 'bedste skuespillerinde' for sin rolle som den autistiske piges storesøster.