Rejsekongen Stig Elling kan ikke længere rejse.

Han går så usikkert på benene, at folk må tro, han er fuld. Og lægerne ved ikke, hvad han fejler, fortæller han til Se & Hør.

Den 72-årige Bravo Tours-ambassadør og tidligere rejsedirektør må derfor blive på dansk jord og har, ifølge ugebladet, slået sin personlige rekord i at holde sig fra rejser.

Også ægtemanden Steen Andersen må blive hjemme. Han skal nemlig opereres i øjet efter nytår og må ikke flyve i et stykke tid herefter.

Stig Elling med manden Steen Andersen.
Stig Elling med manden Steen Andersen. Premiere på Cirkus Revyen.

»Jeg har de seneste uger været i gang med udredning hos lægerne, men de kan endnu ikke sige noget med sikkerhed,« siger Stig Elling.

Han er ikke faldet eller kommet til skade, men går pludselig dårligt på sine ben.

Stig Elling og Steen Andersen har ikke haft det nemt de seneste år.

I begyndelsen af 2018 blev livsglade Stig Elling ramt af en depression, og her blev kæresten gennem 35 år en stor hjælp.

Stig Elling, Steen Andersen og Lui fotograferet i 2008.
Stig Elling, Steen Andersen og Lui fotograferet i 2008. Foto: © Claus Poulsen

»Jeg tror ikke, det var gået uden min mand. Han har været en fantastisk støtte i denne hårde tid, hvor jeg har haft det rigtig skidt. Jeg har ikke haft egentlig selvmordstanker, men jeg har haft svært ved at klare en hverdag,« sagde Stig Elling dengang til B.T.

Kort efter mistede de erklærede hundeelskere deres kære gravhund Lui, som nåede at blive 11 år. Hunden havde fulgt parret i tykt og tyndt og var ligeledes et af de faste holdepunkter i rejsekongens svære tid midt i depressionen.

»Det går stille og roligt fremad, så længe jeg tager mine piller. Jeg står op om morgenen og sørger for at komme ud og lufte vores gravhund Lui, og svarer også min telefon. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne overkomme politik samtidig med, at jeg er syg, og derfor har jeg valgt det fra i en periode,« sagde Stig Elling.

Parret drømmer om at få en ny hund, når de begge er på højkant igen.