Stephanie Léon har været skuespiller det meste af sit liv, men i 2012 valgte hun at tage en pause for at finde sig selv og opleve den ungdom, hun gik glip af.
»Jeg startede så tidligt med at have et robot-liv, hvor man får at vide 'du skal stå der, du skal sige det, du skal kigge derover', så jeg skulle genopdage mig selv uden rolle,« siger hun.
B.T. møder hende på en lille café på Frederiksberg, hvor hun har sat sig i en stor grøn sofa med en eksotisk lilla smoothie.
Hun smiler bredt og fortæller, at hun har glædet sig meget.
Hun startede med at spille skuespil som niårig og debuterede med rollen som Mille i filmen 'Tøsepiger' i 1996.
Men den spirende karriere kostede en masse tid, som normalt er reserveret til, at et ungt menneske kan lære sig selv at kende.
»Jeg gik glip af at være barn og teenager. Jeg var på optagelse hver dag, så den tid, hvor der sker ting med ens krop og inde i en, hvor jeg skulle finde ud af, hvem jeg var, der skulle jeg hele tiden være en anden,« siger Léon.
Derudover kastede rampelyset også andre skygger af sig. Hun havde som barn ofte kæmpet med at blive drillet af klassekammeraterne på grund af sine roller, og hendes senere succes gjorde det ikke lettere.
Når hun mødte folk, hviskede de og pegede, og hun blev usikker på, om folk kun talte til hende på grund af hendes kendisstatus. I 2012 satte hun så karrieren i stå og tog til USA.
»Jeg havde brug for en pause. Jeg havde brug for at komme et sted hen, hvor ingen kendte mig, hvor jeg kunne snave en fyr i byen, hvis jeg havde lyst, uden at der blev skrevet om det. At være spontan,« siger Stephanie og griner.
»Det handlede om at komme ud af mit kalenderliv. Jeg havde brug for at være ung. Jeg boede hos en veninde, og når vi vågnede, så gjorde vi, hvad der passede os. Vi kunne vågne klokken fire om natten og tage til Las Vegas.«
De næste fire år brugte hun i Los Angeles på USA's vestkyst, hvor hun arbejdede i døren på en natklub.
Somrene brugte hun i Danmark, hvor hun arbejdede med ældrepleje for at spare sammen til at holde ferie i USA. Men i juni 2016 blev hun mor til drengen Cameron.
Det lille nye menneske satte tankerne i gang, og Stephanie besluttede at flytte tilbage til Danmark, hvor hun mente, at sønnen ville få et tryggere og bedre liv.
»Jeg ville gerne have, at han skulle kunne vokse op, ligesom jeg havde gjort, hvor han kunne cykle og lege udenfor, og det kan man altså ikke i USA,« siger hun og fortsætter alvorligt:
»Der kidnapper de jo fandeme børn, hvis man vender ryggen til. De gange, jeg har været derovre, har jeg været fuldstændig panisk, hvis jeg ikke lige kunne se ham. Jeg er gået helt i panik.«
Da hun kom tilbage til Danmark, kunne hun godt mærke, at hun savnede at spille skuespil, og i 2017 begyndte hun at søge tilbage til faget. Men efter seks års pause var det ikke så let at komme ind i varmen igen.
»Jeg har godt kunnet mærke, at det har været svært at komme ind igen. Jeg skrev til casterne og sådan og nåede også at få et reality-check, fordi rollerne ikke bare kom, som de plejede. Jeg nåede at overveje, at jeg måske ikke kom tilbage,« siger Stephanie Leon.
Heldigvis har Stephanie Léon en helt unik evne til at spille en hårdkogt vestegnspige, som få - måske ingen - danske skuespillere kan måle sig med.
Hun blev ringet op af Anja Philip, som var caster på DR serien 'Yes No Maybe' og fik at vide, at de manglede en vestegnspige, og at Stephanie var den første, hun tænkte på.
Det skete samtidig med, at hun var til casting på komediefilmen 'Mødregruppen', hvor hun endte med at få rollen som Caroline - en enlig mor med en tyk vestegnsaccent.
»Det er virkelig fedt at være tilbage. Jeg havde jo meldt ud, at jeg ikke ville lave film mere, og det har også været svært at komme tilbage i varmen,« siger Stephanie og fortsætter:
»Men da jeg var til casting, var jeg virkelig glad, og da jeg fik rollen, blev jeg endnu gladere. Det har været så fedt at være på optagelse igen. Jeg har fandeme savnet det.«
Stephanie Léon er aktuel i filmen 'Mødregruppen', som har gallapremiere onsdag den 6. februar og premiere i resten af landet den 7. februar.
