Den 52-årige skuespiller Dejan Cukic kom til Danmark som 11-årig fra Montenegro, hvor han landede i det lille boligområde Tingbjerg i Brønshøj.

Her fik han med det samme øje på den danske pige Carina, der tre år efter blev hans kæreste. Og stadig er det i dag.

Dejan Cukic var den eneste indvandrer i klassen, og han kunne ikke et eneste ord dansk. Men faktisk var det en fordel at blive kastet for løverne på den måde, mener han selv. Der gik nemlig ikke mere end et år, før han talte flydende dansk og følte sig som en del af det hele.

Han begyndte at gå i en kæmpestor klike og husker tydeligt den dag, han så Carina Holm for første gang, fortæller han til Alt for damerne.

Dejan Cukic
Dejan Cukic Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Ved første øjekast var han dybt fascineret af hende, og der gik heller ikke mere end et par år, før hun blev hans kæreste. Og i dag 'hans kvinde'.

Han kalder hende konsekvent 'min kvinde'. De er nemlig ikke gift, og han synes, det lyder latterligt at sige 'min kæreste', som om man var 18 år.

Men dengang var det altså to 15-årige, som stadig bare var børn, der gav sig hen til hinanden - og har gjort det lige siden.

Og Dejan Cukic tror, det er en fordel, at de mødte hinanden i så ung en alder, for på den måde har de ikke haft behov for at lave om på hinanden.

Dejan Cukic med konen Carina og deres datter Sofia..
Dejan Cukic med konen Carina og deres datter Sofia.. Foto: Mogens Flindt
Vis mere

»Jeg kan forestille mig, at hvis man møder hinanden senere, er man mere rodfæstet i nogle ting og nogle særheder, som man kæmper for at bevare. Vi har ikke begrænset hinanden, og jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor folk synes, det er en begrænsning i forhold til deres egen udvikling at give sig hen til et forhold,« siger Dejan Cukic til Alt for damerne.

Han fortæller, de begge har givet afkald på nogle ting i en meget tidlig alder og har holdt fast.

Og så har det været vigtigt bare at 'go with the flow', som han selv beskriver det.

Til maj har de to været sammen i 37 år, og selvom han altid har været stolt over at sige, hvor længe de har været sammen, synes han nærmest, det er gået hen og er blevet helt grotesk nu.

Dejan Cukic
Dejan Cukic Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Folk forstår det slet ikke, siger han og fortæller, at det er det samme, når de finder ud af, han har tre børn - en på 25, en på 6 og en på 5. Så kan han se, de tænker, 'nå ja, han er jo skuespiller, han har sikkert mødt en yngre model'.

Og den tanke lader han dem lige sidde med et stykke tid for så at se deres ansigtsudtryk, når han siger, at det er med den samme kvinde.

Dejan Cukic er lige nu aktuel i rollen som Dinas far i 'Skammerens datter II – Slangens gave'.

Han slog igennem med sin hovedrolle i filmen 'I Kina spiser de hunde' i 1999 og har sidenhen medvirket i tv-serier som 'Nikolaj og Julie', 'Anna Pihl' og 'Lykke'.