Følger man Stephania Potalivo på Instagram, ved man, at én ting går igen.
Den 33-årige skuespiller kan nemlig godt lide at drille sin mand, forretningsmanden Nils Petter Bro, der ofte ender som 'offer' i diverse små videoer.
»Sådan er det. Det er en del af gamet. Jeg stiller mig glædeligt til rådighed. Jeg har ikke noget imod det,« fortæller Nils Petter Bro, da B.T. møder parret på den røde løber til årets Zulu Comedy Galla.
»Du kan også godt lide opmærksomheden. Han er ikke den generte type,« tilføjer Stephania Potalivo smilende til sin mand, der erkender, at han måske også nogle gange kan se lidt dum ud.
»Så må jeg bare være selvironisk,« fortæller han.
Stephania Potalivo, der har over 300.000 følgere på det sociale medie, fortæller, at hendes fanskare elsker, når hun er efter sin mand. Og så understreger hun, at man skal huske på, at det er kærligt ment.
Nils Petter Bro, der mødte Stephania Potalivo i 2016 – da hun havde godt gang i karrieren med TV 2 Zulus tv-serie 'Sjit Happens' – tilføjer, at han godt vidste, hvad han gik ind til, da de blev kærester.
»Det kunne man godt regne ud. Men jeg har ikke haft noget imod det. Det har kun været hyggeligt.«
Se parret fortælle om deres Instagram-forhold i videoen øverst.