Han var ofte kendt for at spille de humoristiske roller på de skrå brædder, der fik mange til at slå sig på lårene af grin.

Privat var skuespilleren Steen Springborg, der pludseligt er gået bort, en mere afdæmpet karakter, som var kendt for at være en god ven og tage sig af andre.

Det fortæller hans ekskone Alexandra Foss Springborg til B.T.

»Han var et fantastisk menneske. Han var et meget omsorgsfuldt menneske. Han var altid meget obs på, hvordan andre havde det,« siger hun.

Steen Springborg ses her sammen med Alexandra 'Sandra' Foss Springborg
Steen Springborg ses her sammen med Alexandra 'Sandra' Foss Springborg JEANNE KORNUM

Steen Springborg døde fredag – uden forudgående sygdom.

»Vi ved endnu ikke, hvad han er død af,« fortæller Alexandra Foss Springborg,

Parret var gift i 34 år, inden de i 2013 besluttede at gå hver til sit. Men selvom Steen Springborg flyttede ud af parrets lejlighed på Østerbro og ind i en af Skuespillerforeningens lejligheder, betød det ikke, at parret ikke bevarede kontakten.

»Han flyttede i 2015, og vi har været super tætte lige siden. Vi havde bare brug for at bo hver for sig,« fortæller Alexandra Foss Springborg og fortsætter:

Steen Springborg var kendt for at spille de sjove roller. Her ses han i 'Singing in the rain' i 2012, hvor han spillede Roscoe Dexter, mens Camille-Cathrine Rommedahl spillede Lina Lamont.
Steen Springborg var kendt for at spille de sjove roller. Her ses han i 'Singing in the rain' i 2012, hvor han spillede Roscoe Dexter, mens Camille-Cathrine Rommedahl spillede Lina Lamont. Bjarke Bo Olsen

»Vi var hinandens forbundsfæller. Vi havde en dyb kærlighed til hinanden og ingen som helst dårlige ting imellem os på nogen måde«.

Steen Springborg er blandt andet kendt fra sine roller i filmene ‘Drengene fra Sankt Petri’, hvor han spillede læreren Ib Junkersen samt i ‘Kærlighed ved første desperate blik’, hvor han spillede Carl.

Men han er også kendt fra flere tv-serier som 'Strisser på Samsø’, 'Rejseholdet’ og ‘Nikolaj og Julie’.

Han voksede op på Amager og allerede som ung blev han bidt af skuespilfaget. Som kun 17-årig kom han ind på Aarhus Teaters elevskole i 1970, som den yngste nogensinde.

Ole Ernst, tv. og Steen Springborg, skuespillere.
Ole Ernst, tv. og Steen Springborg, skuespillere. Svend Aage Mortensen

Skuespillerfaget var meget vigtigt for ham.

»Det betød meget for ham, og han havde ingen sceneskræk, men en mega præstationsangst, der startede meget tidligt i hans karriere. Men han var en meget seriøs spiller. Han var glad for sit spillerliv og glad for det, han gjorde. Men han var også rigtig glad, da han besluttede sig for at holde op,« fortæller Alexandra Foss Springborg.

Det var i 2015, at han først droslede ned på skuespillet, efter han fik problemer med stemmebåndet. Og derefter blev karrieren definitivt lagt på hylden i 2018, efter at han var snublet på vej ud af en bus og fik problemer med sin fod.

»Han var glad for sit spillerliv og glad for det, han gjorde, men han var også rigtig glad, da han besluttede sig for at holde op,« siger den tidligere hustru og fortæller, at Steen Springborg hyggede sig meget som pensionist.

Steen Springborg i 'Singing in the rain'.
Steen Springborg i 'Singing in the rain'. Bjarke Bo Olsen

Ifølge Alexandra Foss Springborg var Steen Springborg et meget ‘kunstnerisk komplekst menneske’.

»De mennesker, han tog ind og åbnede sig overfor, dem var han en rigtig god kammerat og ven overfor. Men han tog ikke ret mange ind. Han var meget privat.«

Parret fik sammen tre børn, en søn og tvillingepiger. Og børnene var noget, der vakte glæde i Steen Springborgs liv.

»Han har været en fantastisk far. Teenagere forstår han ikke. Det var ikke noget, han nogensinde lærte at forstå. Men han var en fantastisk småbørnsfar og en fantastisk voksenbørnsfar,« fortæller Alexandra Foss Springborg.

Steen Springborg blev 67 år. Ud over sin ekskone og tre børn efterlader han sig også to børnebørn.