Efter flere ugers tavshed, tager Hummel-milliardæren Christian Stadil nu bladet fra munden og kommenterer sin nye status som slot- og herregårdsejer.
»Jeg er rigtig glad for at kunne bekræfte, at vi har overtaget både Harridslevgaard Slot og Jerstrup Herregaard,« lyder det fra 51-årige Christian Stadil, der allerede har en aftale med Nordfyns borgmester.
Det er nemlig på Nordfyn, at hans to nyerhvervelser ligger. Og det er ikke helt tilfældigt.
Christian Stadils far, erhvervsmanden Thor Stadil, har i flere år ejet det lille Korup Slot ved Otterup, hvor han også bor sammen med sin kone, Christian Stadils mor, Kirsten Malling Stadil.
»Vi har i familien en stor affinitet for Fyn herunder Nordfyn. Vi har en række virksomheder på Fyn blandt andet Lactosan i Ringe, Sanovo Technology Group og Ovodan i Odense samt vores primære Thornico Holding HQ samme sted,« forklarer Christian Stadil i en sms til B.T.
»Derudover har mine forældre boet på Nordfyn i en længere årrække i en ejendom tæt på de to erhvervede,« tilføjer han.
Han skriver også, at han håber, at der vil 'være en masse synergier' mellem hans virksomheder, forældrenes bopæl og de to nye ejendomme.
Christian Stadils slotskøb har været fulgt tæt de seneste uger i pressen, da multikunstneren Jim Lyngvild tidligere på sommeren annoncerede, at han ellers var den nye ejer af slottet.
Men da Lyngvild i 11. Time sprang fra slotskøbet, slog Stadil til og købte de to ejendomme af de to søstre, Francesca og Gabriella Schimko, der havde arvet de to steder efter deres afdøde mor, Ingelise Schimko.
»Vi har en kæmpe respekt for stederne og for det kæmpe arbejde, den passion og kærlighed som familien Schimko, som vi i øvrigt har haft et fantastisk samarbejde med i processen, døtrene Gabrielle og Francesca, har tilført de to steder,« skriver Stadil.
Han nævner desuden, at han også har respekt for, hvad den tidligere ejer, Frank Nicolajsen har gjort ved stedet.
Stadil løfter endnu ikke sløret for, hvad hans planer er for slottet.
Men i CVR-registret hvor han har oprettet selskabet 'ejendomsselskabet Harridslev A/S' står der, at formålet med virksomheden er, 'at eje og udleje ejendommen Harridslevgaard Slot samt anden dermed i forbindelse stående virksomhed'.
Stadil fortæller dog, at han allerede har fokus på, hvad der skal ske med slottet:
»Vi vil gøre vores bedste i forhold til at videreføre og respektere det, de (de tidligere ejere, red.) har skabt herunder i god dialog med kommune og borgmester, som jeg mødes med om få uger,« skriver han.
Jim Lyngvild har tidligere fortalt til B.T., at det vil glæde ham, hvis Christian Stadil købte slottet – og især, hvis han har lyst til et samarbejde.
Lyngvild har nemlig opkøbt 16 hektar jord rundt om slottet, som han planlægger at bruge til blandt andet festivaler og forskellige aktiviteter.