Det kom nok som en overraskelse for mange, da koreografen og danseren Katrine Engberg i 2016 sprang ud som krimiforfatter.

Men egentlig har det nok nærmest altid ligget i kortene, at Katrine Engberg en dag ville skrive en bog.

Hun har elsket at læse krimier og skrive alle slags tekster siden barndommen. Og det var hendes mand, komikeren og tv-værten Timm Vladimir, der gav hende det sidste puf i den rigtige retning.

»Det var aldrig lykkedes uden ham,« siger Katrine Engberg uden tøven, da B.T. møder hende i forbindelse med, at hun netop har udgivet sin fjerde bog på tre år – krimien ’Vådeskud’.

Hendes succes er blevet så stor, at hun selv har svært ved at fatte det.

På få år er hun ikke bare blevet et meget kendt forfatternavn i Danmark, men også store dele af verden er kommet på fornavn med de to politiassistenter Jeppe Kørner og Anette Werner, der er hovedpersonerne i hendes bøger.

Indtil videre er hendes bøger solgt til 20 lande, og i 2020 debuterer hun på det amerikanske marked.

»Det ser altid vildere ud udefra end det føles indadtil. Jeg lever jo bare i en hverdag, hvor jeg skriver og er mor og går til jazzballet om søndagen. Det er ikke, fordi jeg går rundt og har det vildt indeni,« siger hun, men tilføjer så:

Katrine Engberg har været sammen med Timm Vladimir, siden hun var 21 år.
Katrine Engberg har været sammen med Timm Vladimir, siden hun var 21 år. Foto: privat
Vis mere

»Men jeg kan godt se, at når jeg kigger på tidslinjen, så er det ret vildt, hvad der er sket de seneste tre et halvt år.«

Helt almindeligt er hendes liv da heller ikke.

Det var tilbage i 2014, at Katrine Engberg fik det velmenende puf fra Timm Vladimir om, at hun skulle få skrevet sin bog færdig. Og det har blandt andet sendt hende ud til et knivstikkeri, da hun var på patrulje med politiet for at researche.

»Da jeg skrev min første bog, satte jeg mig bare ned og skrev, og det var først, da jeg kom til gerningsstedet, at det gik op for mig, at jeg ikke vidste en skid om, hvordan politiet arbejdede. Og så måtte jeg jo stoppe og holde en lang pause, hvor jeg trak i alle tænkelige kontakter, som bare kunne hjælpe mig en lille smule,« fortæller hun.

Katrine Engberg er vokset op i et København i et hjem med to akademikerforældre. Hendes far var sprogforsker og arbejdede senere med at lave ordbøger, og hendes mor er lektor i græsk.

»De har påvirket mig meget begge to,« siger Katrine Engberg om forældrene, der også var vilde med at læse krimier.

Forældrene blev skilt, da hun var to år, og Katrine boede derefter med sin mor, men forfattede historier med sin far fra hun var syv år.

Alligevel var det en helt anden vej, hun valgte at gå som voksen. Hun valgte dansen og har blandt andet været danser i Cirkusrevyen, koreograf og teaterinstruktør.

Katrine Engberg har ntop udgivet sin fjerde krimi på tre år.
Katrine Engberg har ntop udgivet sin fjerde krimi på tre år. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg tror, det var den helt klassiske modreaktion. Mor og far er akademikere, nu skal du se mig være dansepige – jeg skulle i hvert fald ikke være som dem. Men der ligger næsten en kosmisk skønhed i, at uanset hvor meget vi kæmper imod, så er vi dem, vi er,« fortalte hun i et interview med Alt for Damerne i 2017.

Undervejs har hun dog altid skrevet. Dagbøger. Noter. Og så begyndte hun at skrive på sin første bog. En krimi.

Men da hun også skulle passe sine andre jobs og desuden skulle være mor for parrets søn Cassius (10), var bogen længe undervejs. Fire år tog det, før ’Krokodillevogteren’ kunne sendes ind til et forlag.

Forlaget var begejstret, og da en krimiblogger noget tid før udgivelsen lavede et interview med hende, fik et udenlandsk agentur øjnene op for den nye forfatter.

»Jeg kan huske sekundet, hvor de ringede til mig og fortalte, at de havde antaget mig. Og jeg kan huske, hvor jeg stod i min lejlighed, og hvordan jeg reagerede. Det var kæmpestort,« fortæller hun om opkaldet fra forlaget, der fandt sted mens hun stod foran garderobeskabet og lagde tøj sammen.

Meget er sket siden. Nu kan hun leve af at skrive bøger.

»De første to år tjente jeg meget få penge på mine bøger. Folk skal lige først opdage, at de findes og få lyst til at købe dem. Og så få lyst til at købe dem igen, men det er klart, at når man begynder at sælge rigtig mange bøger i Danmark og begynder at sælge i udlandet, så kommer der jo penge ind,« siger hun og fortæller, at hun dog ikke har helt overblik over de forskellige royalties, hun får

»Men nu er det jo en karriere. Absolut. Og hånden på hjertet. Jeg står op hver morgen og er grundtaknemmelig for at få lov til at leve af at skrive,« lyder det fra krimiforfatteren.