Sofie Linde er ikke kendt som typen, der lægger fingre imellem, og da hun i radioprogrammet 'Mads og monopolet' skulle kommentere økonomi, fortalte hun, at hjemme har hun den bedste løn.
I lørdagens program havde en lytter kontaktet programmet og fortalt om sin kærestes økonomiske problemer, og i den forbindelse åbnede tv-værten op om sin egen situation.
»Jeg kan fortælle en lille historie om to unge mennesker, som mødte hinanden, hvoraf den ene havde virkeligt dårligt styr på sin økonomi, og den anden havde virkeligt godt styr på sin økonomi,« lød det fra Sofie Linde, som indrømmede, det var hende, som tumlede med finanserne.
Hun fortalte, at da hun og hendes mand, Joachim Ingversen, mødte hinanden, skyldte Linde penge væk, men det valgte han at hjælpe hende med.
Joachim Ingversen, husker hun i dag, hjalp med 'et stort beløb'.
Det fortalte Sofie Linde til instruktør Søren Fauli og radiovært Mads Steffensen, og desuden afslørede hun, at gælden var opstået som en konsekvens af, at hun i sine tyvere havde levet frit uden at bekymre sig alt for meget om, hvad der skete dagen efter.
Det var dog ikke nemt for Linde at tage imod de mange penge fra sin kæreste, men hun siger, at parret hurtigt vidste, at det skulle være de to.
De købte hurtigt lejlighed sammen og havde hurtigt fællesøkonomi. Derefter understreger hun, at situationen i dag er en anden.
»Det er ikke for at hævde mig selv, men nu tjener jeg tre gange så meget som min mand, og mine penge er hans penge, og der er ingen opdeling mellem os, fordi vi ligesom har sagt ja til at gå hånd i hånd,« lyder det fra hende.
Sofie Linde arbejder som vært på talentprogrammet 'X Factor', som var i gang på TV 2, inden coronakrisen ramte Danmark.
Nu har man dog valgt at lukke ned for programmet. Man var nået til live-showsene, hvor publikum skulle klappe og heppe på deres favoritsanger i programmet, men programmet blev indtil videre lukket ned på grund af smittefare.
Joachim Ingversen er vært på quiz-programmet 'Hvem var det nu vi var?'.