Hvis du var stor fan af Sofie Lindes show, 'Linde på Bjerget', som spillede for fulde sale i Aveny-T-teateret på Frederiksberg sidste år, så er der godt nyt.

Den populære 'X Factor'-vært gør det nemlig igen – og endda i hele landet.

Det oplyser hun og hendes makker, Rasmus Bjerg, i en pressemeddelelse, hvor de afslører, at deres landsdækkende turné vil finde sted i foråret 2022.

Ifølge makkerparrets presserepræsentant vil det nye show være en videreudvikling af det gamle.

Sofie Linde og Rasmus Bjerg under et af de mange sangnumre i showet.
Sofie Linde og Rasmus Bjerg under et af de mange sangnumre i showet.
Vis mere

Det betyder, at det altså ikke vil være præcis det samme show som sidste år, men at det heller ikke bliver et fuldstændig nyt show.

Sofie Linde afviser over for B.T., at den kommende turné vil kollidere med hendes job som vært på 'X Factor'.

»Der er fint tid til begge dele,« siger hun.

Det var sidste år meningen, at det skulle være Anders Breinholt, som skulle have lavet showet sammen med Sofie Linde.

'Natholdet'-værten sprang dog fra i sidste øjeblik, hvorefter Rasmus Bjerg trådte til.

Ifølge Sofie Linde var det dog aldrig på tale at droppe Rasmus Bjerg for at lave et nyt show med Anders Breinholt.

»Både showet med Anders og Rasmus har aldrig været tænkt længere end Aveny-T, men da vi vinkede farvel til Frederiksberg-scenen og hinanden – for så at blive ramt af lockdown – blomstrede ideen om en omgang mere med 'Linde på Bjerget'. Og heldigvis kunne det lade sig gøre – og vi glæder os så meget. For det var så sjovt og særligt at lave første omgang.«

Umiddelbart lyder det da også, som om Sofie Linde er begejstret for samarbejdet med Rasmus Bjerg.

»Vi har samme form for humor, og vi er også begge nogle mennesker, der føler ret meget, så vi forstår hinanden utroligt godt,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes også, at vi er gode til at give hinanden plads til at komme med både gode og dårlige ideer – så leger vi lidt med det, og det ender altid et godt sted, om det så er super sjovt eller super groft eller bare helt gakkelak.«

Også Rasmus Bjerg glæder sig at kaste sig ud i endnu en omgang 'Linde på Bjerget', fortæller han i pressemeddelelsen:

»Det er jo en slags patchwork af et show, hvor der er plads til at lave alle mulige skøre ting. Sofie og jeg kommer fra to ret forskellige verdener, men vi er begge modstandere af perfekthedskulturen, hvor alt skal være strømlinet og fuldstændig gennemtænkt. Det er så kedeligt, når alt skal være helt korrekt.«

Billetsalget til 'Linde på Bjerget' starter fredag 19. november klokken 10.

B.T. gav sidste års show fire ud af seks stjerner og kaldte det for 'overraskende vellykket og genialt gakket'.

Du kan læse hele anmeldelsen her.