Da det kom frem, at Mads Steffensen stoppede som studievært på 'Mads og Monopolet', meddelte Søren Pind, at han også trak sig fra programmet.

'Der må andre kræfter til. Så Mads – vi ses derude! DR: tak for turen. Og publikum: I har været fabelagtige. Tak. Bare det.'

Skrev den tidligere Venstre-politiker og justitsminister kort før nytår på Instagram.

Nu sætter han lidt flere ord på, hvorfor han valgte at stoppe i det populære radioprogram, der efter Mads Steffensens afgang bliver bestyret af radioværten Sara Bro.

»Jeg ville selv have lov at sige op,« siger den 51-årige Søren Pind.

»Når DR og Sara Bro laver et nyt program, så skal der nye koste til. Men jeg identificerer mig som den del, der hører til Mads.«

Sådan har det været lige fra begyndelsen. Søren Pind har siddet i 'Monopolet' lige så længe som Mads Steffensen. Sammen med Anders Matthesen og Suzanne Bjerrehuus var politikeren nemlig med i det allerførste 'monopol', da programmet havde sin debut i 2003.

»Mads Steffensen holder af at fortælle historien om den dag, han ringede og spurgte, om jeg ville være med, og jeg sagde 'JA!!!', inden han overhovedet var færdig med at stille spørgsmålet,« siger Søren Pind, der dengang husker sig selv som både 'meget ung og meget, meget sulten'.

Søren Pind har været med i 'Mads og Monopolet' siden 2003. Fremover bliver han en del af 'Mads og A-holdet'.
Søren Pind har været med i 'Mads og Monopolet' siden 2003. Fremover bliver han en del af 'Mads og A-holdet'. Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

Nu føler han, at han har 'aftjent sin værnepligt' i 'Monopolet's tjeneste.

»Nu kan jeg godt sige, at jeg har været der. Jeg har endda fået min egen regel,« siger han med henvisning til reglen om, at har man sagt ja til en invitation, så skal man holde fast i den, uanset hvor meget bedre, mere spændende eller vigtigere en anden invitation synes.

Søren Pind aner ikke, hvor mange programmer han har været med i. Men han har været en fast tilbagevendende deltager siden 2003.

»Jeg har været mega glad for at være med. Med årene er jeg blevet mere og mere bevæget over den tillid, som folk viser.«

Til gengæld har Søren Pind investeret lidt af sig selv, hver eneste gang han har hjulpet rådvilde danskere lørdag formiddag.

»Mads gjorde en dyd ud af at tale om det, når jeg var blevet kylet ud eller havde fået tæsk,« siger han.

Paneldeltagerne skal dele ud af sig selv, hvis de vil have succes i 'Monopolet', mener den garvede meningsmager.

»Jeg har altid syntes, at politikere fungerede dårligt i 'Mads og Monopolet', når de insisterede på at ville være politikere. Jeg traf hurtigt en beslutning om at være mig selv, selv om det betød, at jeg nogle gange i programmet har været i konflikt med mit parti.«

Fremover – og for første gang på fredag – vil Mads Steffensen byde velkommen til sit nye program 'Mads og A-holdet', der fremover holder til på podcast-tjenesten Podimo.

Endnu en gang var Søren Pind en af de første, studieværten ringede til. Den tidligere Venstre-mand er klar i studiet, når Mads Steffensen første gang sender sit nye program.

»For mig er det en rejse sammen med Mads. Jeg er glad for, at han spurgte, om jeg ville være med i det første program – ligesom sidst.«