Søren Østergaards indre klovn: Min drivkraft er, at der er nogle, der er sure

»Jeg har dårlig hofte. Jeg ryster lidt på hånden. Jeg er blevet gammel og blevet for fed. Det er én stor elendighed det hele,« siger Søren Østergaard med påtaget ynk i stemmen.

Om lidt runder han de 62. Nærmer sig med hastige skridt pensionsalderen.

Men skulle nogen tro, at hele Danmarks Smadremand dermed har tænkt sig at pakke sydfrugterne og gå på pension, tager de fejl. Grueligt fejl.

Som en gammel cirkushest står han prustende klar. Til en ny runde i manegen.

»Jeg glæder mig helt vildt,« siger han begejstret.

Søren Østergaard er ikke ene om at være glad. Den sorte cairn terrier er første mand på banen, når man stiger ud af elevatoren, der fører ind til lejligheden.

Han bjæffer begejstret. Springer op af benene på gæsterne.

»Nej, Pløk. Pløk! Kom her!« lyder det med myndig og bestemt stemme. »Han er lidt åndssvag,« tilføjer Søren Østergaard undskyldende.

Lejligheden ligger på femte sal i indre København. Her bor han med sin kone, skuespiller Lisbet Lundquist, som er influenzaramt.

Han trækker os ind på sit kontor, så vi ikke forstyrrer patienten.

Hver en kvadratcentimeter er fyldt til bristepunktet med cirkus-klenodier, bøger, malerier. Skrivebordet overdynget med bunker.

»Alt er kaos. Jeg skal pakke, bo et halvt år i min cirkusvogn, min kone er syg, og jeg er hele tiden bagud.« Blikket flakker.

Det er cirkusmanegen, der trækker i ham. Zirkus Nemos manege, som i år kan fejre 20-års jubilæum. Når du læser disse linjer, er han allerede flyttet ind i sin cirkusvogn.

»Et hus på hjul med varme i gulvet, fliser på badeværelset, vaskemaskine og jeg skal komme efter dig.«

»Jeg har sågar en oldfrue, der gør rent for mig. Det er et dejligt hjem,« smiler han og lover, at publikum får et ‘festfyrværkeri af et show’.

B.T.'s anmelder har tidligere påstået, at ‘Danmark ville være et kedeligere sted uden Bager-Jørgen og hans chokoladetrekant’.

Sandt er det i hvert fald, at danskerne - inklusive dronning Margrethe - elsker Søren Østergaard og alle hans vanvittige figurer, som udgør en væsentlig del af det omrejsende cirkus.

Men præcis hvad vi har i vente i år, kan han ikke løfte sløret for. Ikke fordi han ikke vil det. Men fordi han ikke ved det.

»Jeg ved bare, at jeg skal ind og optræde og ud igen på et tidspunkt. Og hvis de ikke griner af mig, har jeg et seriøst problem,« forklarer Søren Østergaard.

Han improviserer alt og ved således kun, at nogle af hans figurer vil blive udsat for benspænd. For at holde dem og ham selv oppe på tæerne.

»Smadremanden er svær at lave, fordi han er så énstrenget. Jeg kan køre helt træt i at stå og sige ‘lortehoveder’, ‘pik’ og jeg skal komme efter dig.«

»Men mange kommer for at se ham, så jeg er nødt til at lave ham, men i år vil jeg prøve noget helt andet med ham. I år skal folk få den stuuure tur,« siger han med trommehvirvler i stemmen.

Lige fra Søren Østergaard var lille, elskede han at få andre til at grine. Han erkender, at han uden tvivl har drevet såvel sine forældre som sin storebror til vanvid.

»Jeg har nok altid været lidt hurtig oppe i hovedet. Jeg har heldigvis fortrængt de traumer, jeg uden tvivl har givet dem,« siger han med et lunt grin. Og insisterer på, at han i virkeligheden er et blufærdigt menneske.

»Jeg har aldrig søgt at være midtpunktet. Selv om man ikke skulle tro det, har jeg været meget genert, og fremmede flokke er stadig ikke min stærke side.«

»Men når først jeg føler mig tryg, er jeg pisseirriterende. For så kører den!«

Han tror på, at dét, der kommer ud af munden på ham, kan lægge salen ned. Men enkelte gange i sin lange karriere har det ikke helt kørt for ham.

Ned til næsten mindste pinlige detalje mindes han dét, der blev hans gennembrud i 1983.

De færreste anede, hvem Søren Østergaard var, da han satte forestillingen ‘Hvem ringer Frk. Klokken for?’ op. En forestilling uden ord. Med Søren Østergaard, en guldfisk og en telefon.

»Den handlede om en mand, en tv-reparatør, der boede alene, hvis eneste kontakt med omverdenen var en guldfisk, som han trænede, og som var forelsket i Frk. Klokken (en automatisk telefonservice, red.).«

»Forestillingen startede med, at jeg kom ud af et køleskab. Og det er måske også lidt mærkeligt,« medgiver Søren Østergaard og kalder forestillingen »det bedste, jeg nogensinde har lavet.«

Premiereaftenen var magisk. I salen sad anmeldere og kolleger, som »var fuldstændig væk i begejstring«.

Den følgende aften var der almindelige betalende gæster i salen. Deres latter - når den kom - var kunstig og faldt på de forkerte steder.

Lyden af stole, der skrabede mod gulvet, fyldte hans ører. Da han bukkede for sit publikum, var salen næsten tom.

»Hvad fanden er der sket?« spurgte Søren Østergaard sig selv, da lyset var slukket. Indeni og i salen.

Desillusioneret og usikker cyklede han ind til Rådhuspladsen i København, hvor næste dags aviser kunne købes ved midnatstid.

Internettet eksisterede ikke dengang. Anmeldelser var noget, man måtte vente på i flere dage. Vendte de også fingeren ned?

I stedet var han på forsiden af dem alle. ‘Suverænt’, ‘fantastisk’ stod der.

»Publikum vidste jo ikke, hvem jeg var. Vidste ikke, hvad de skulle forvente. Men så fik de at vide, at ham Søren, han er sørme sjov og genial.«

»Og så turde de overgive sig. Det er meget interessant. Det sidder stadig i mig,« indrømmer Søren Østergaard.

»Sådan kan jeg stadig opleve det i Zirkus Nemo af og til. At der er nogen, der er gået virkelig forkert. Som ikke forstår en rygende bjælke af, hvad jeg siger og gør.«

»Men det er fint, sådan skal det være. Min drivkraft er, at der sidder nogen og er sure. For dem vil jeg vinde.«

At være klovn er den rolle, Søren Østergaard har dedikeret resten af sit arbejdsliv til. Han har, siger han, spillet sin sidste rolle på teatret, indspillet sin sidste film.

»Jeg er blevet en seriøs pjatterøv på mine gamle dage. Jeg har ikke behov for alt det andet.«

Pløk - opkaldt efter en teltpløk - ligger foran hans fødder med et tyggeben. Hoster hjælpeløst.

»Fjols,« siger han og ryster på hovedet af kræet. »Du ved, at du ikke skal sluge hele benet.«

Snart kører cirkuskaravanen. Søren Østergaards stolthed. Pløk og Lisbet er med. Det meste af vejen.

Her er Søren Østergaard ikke kun den klovn, som han elsker at være, men også direktøren for det hele.

»Når konvojen kører om natten, når jeg ser de 14 skinnende lastbiler med Zirkus Nemo på siden, så tænker jeg ‘hold kæft mand, det er fantastisk’.«

»Det gør mig virkelig stolt,« siger han og fortsætter:

»At det er lykkedes at bygge et helt cirkus op, som endda kun rejser rundt for egne penge, uden at få en krone fra staten, det er jeg sgu stolt af.«

Han smiler.

»De kan grine af mig ligeså tosset, som de vil. For jeg kommer ikke til at gå på pension med mange penge. Men det er sjovere at bruge dem på denne måde.«