Det har været et 2019, hvor den kendte smykkedesigner Mai Manniche har fået opmærksomhed for en hel masse ting.

Og mandag stod hun frem med en ny ting, der kommer til at forfølge hende resten af livet.

I en pressemeddelelse fortæller Mai Manniche, at hun har den kroniske hudsygdom psoriasis.

'Jeg ved om nogen hvad det vil sige at gemme sig bag langærmede bluser, bruge strømpebukser i 40 grader og i det hele taget være så led og ked af en sygdom, der ikke kan kureres,' står der i pressemeddelelsen.

Mai Manniche har levet med sygdommen hele sit liv og kommer til at have den resten af livet.

I den forbindelse er hun nu blevet ambassadør for Psoriasisforeningen, og i samme forbindelse lancerer de kampagnen #SmukMedPsoriasis.

'Det skal være slut med at hænge med næbbet. Psoriasis er en del af mig og jeg vil nu inspirere andre og vise, at man kan leve super godt med psoriasis og have et dejligt liv. Faktisk være ligefrem smuk med psoriasis.'

‘Rent faktisk gør psoriasis jo også, at jeg konsekvent lever meget sundt og undgår alkohol, rygning og sukker samt ikke mindst motionerer dagligt. Det kan man næsten kalde forsiden af medaljen.’

Mai Manniche har specielt fået opmærksomhed i 2019 for sin kamp med Cengiz Salvarli, der er gift med Geggo, omkring den forlovelsesring, som han benyttede til at fri til sin hustru.

Cengiz endte med at få sine 80.000 kroner tilbage for den, fordi Forbrugerstyrelsen mente, at Mai Manniche havde taget alt for meget for den.

Forbrugerstyrelsen vurderede den til at være 25.000 kroner værd, og hun beskrev selv på Den Blå Avis i forbindelse med salget af ringen igen, at dens nysalgværdi var 160.000.

»At der desværre er nogle meget, meget små mennesker ude i verden, der prøver at få erhvervsdrivende ned med nakken, det kan jeg desværre ikke ændre på,« sagde Mai Manniche i den forbindelse.