I ikke mindre end 20 år har de været hinandens eneste ene, og nu har de så valgt at tage næste skridt.

Den amerikanske skuespiller og countrymusiker John Corbett er endelig blevet gift med sin kone, Bo Derek.

»Efter 20 år sammen besluttede vi os for at blive gift. Vi ville ikke have, at 2020 blev et år, som alle kiggede tilbage på og hadede. Vi tænkte, at vi vil have én god ting ud af det,« siger John Corbett ifølge CNN.

Det er 60-årige John Corbett selv, der afslører vielsen for pressen. Det skete under talkshowet 'The Talk' på CBS, og det er første gang giftemålet bliver italesat.

Parret ser nemlig sig selv som meget private og havde derfor ikke lyst til at lave en stor annoncering.

Alligevel kunne John Corbett ikke lade være med at fortælle om de glædelige nyheder. Han fortalte blandt andet, at ceremonien fandt sted i december, hvor de to sammen erklærede deres kærlighed til hinanden. Selvom der nok ikke var den store tvivl om det efter 20 år som kærester.

John Corbett er nok mest kendt for sin rolle i serien 'Sex and the City'. Her spiller han Aidan Shaw, der er Carries eksforlovede, møbelsnedker og rollen som Chris Stevens i komedieserien 'Northern Exposure', der var kæmpestor i USA i 1990erne.

Hans kone, Bo Derek, der også er skuespiller, er særlig kendt for sin rolle i filmen '10' fra 1979. Hun har tidligere været gift med filminstruktøren John Derek, indtil han døde i 1998.