To veninder var på vej gennem S-toget for at finde en ledig plads. Da de kom ind i den første kupé, rejste en ældre mand sig og sagde med høj stemme:
»Der er ingen pladser her.«
Hvorefter han uden betænkning stak sin ene hånd frem og placerede den mellem benene på den forreste af pigerne.
»Det var helt skørt,« siger skuespiller Laura Bro i dag om episoden.
For det var hende, der gik forrest.
Hun var kun 16 år gammel, da hun blev gramset på af en ukendt, ældre mand. I situationen blev hun så overrasket - og forskrækket - at hun ikke reagerede.
»Jeg vendte bare om og satte mig et andet sted. Først bagefter sagde jeg til min veninde: ‘Ham dér tog mig i skridtet’...«
I dag - 30 år senere - mener hun, at episoden var et eksempel på 'et ganske almindeligt kvindeliv':
»Jeg tror ikke, man kan leve uden at opleve noget lignende.«
Men det er ikke det samme som, at det er acceptabelt. Tværtimod.
Derfor er Laura Bro en af de 664 danske filmfolk, der siden fredag har underskrevet en erklæring om at sige fra over for krænkelser, sexisme og chikane.
Siden tv-værten Sofie Linde delte sin personlige historie ved Zulu Comedy Galla i september og dermed satte ligestilling og krænkelser på dagsordenen, er stadig flere vidnesbyrd blevet delt fra både universitetsverdenen, medie- og musik-branchen, advokatbranchen og nu også filmverdenen.
»Vi bør alle kunne gå på arbejde uden, at vores grænser bliver overskredet. Det bør være en menneskeret - i alle brancher,« siger Laura Bro.
Men majoriteten af de grænseoverskridende oplevelser, hun selv har haft, er sket uden for hendes job.
Først for tre år siden fortalte hun sin mor, skuespiller Helle Hertz, om oplevelsen i toget for mange år siden.
Det udviklede sig til en snak om, hvad de to kvinder hver især havde oplevet. Èn ting undrede Laura Bro:
»På trods af hippie-opgør og alt muligt, var der ikke sket en skid fra min mor var 17 år til jeg var 17 år. Vi er begge blevet taget på brysterne og på numsen. Som kvinde oplever man det nærmest som et vilkår.«
»Men den går ikke længere,« siger hun, der også skrev under for tre år siden, da #Metoo kampagnen kørte første gang.
»Jeg håber, #Metoo tvinger os til at reflektere over vores fortid og blive mere bevidst om vores fremtid.«
I fortiden kunne Simon Spies for eksempel slippe afsted med i fuld offentlighed at omtale sine ‘morgenbolledamer’.
»Allerede som barn syntes jeg, at det lød klamt, men sådan var verden - dengang.«
Men verden udvikler sig, og 'vi må følge med', siger hun og sammenligner reaktionen på de historier om sexchikane og sexisme, som lige nu fortælles, med reaktionen, hvis man ser underholdningsprogrammer fra 1990’erne.
»Ser vi fredagsunderholdning fra gamle dage, hvor man røg cigaretter, siger vi: ‘Hvad foregår der?’.«
Samme reaktion forudser hun bliver virkelighed, når det gælder sexchikane og sexisme.
»Det er godt, at alt det fordækte, der sker i krogene, kommer frem, og at der nu bliver sat lys på, at det er o.k. at sige fra.«
Også selvom reaktionen først kommer senere. Præcis som hun selv oplevede for mange år siden i et S-tog.
»Hvis man bliver overfuset, ved man ofte først bagefter, hvad man skulle have sagt, og hvordan man skulle have reageret.«
