Julie Zangenberg er ikke længere at finde på rollelisten i den danske tv-serie 'GG Horses', der er ved at lave en ny sæson. Efter bare én sæson er Julie Zangenberg, som ellers havde hovedrollen, nemlig blevet skiftet ud.

Ifølge manden bag serien, Morten Vogt Urup, skyldes det 'kreative uoverensstemmelser'.

»Hun er blevet skiftet ud med Miri-Ann Beuschel, som virkelig er en stjerne på vej frem, særligt inden for komik. Hun har været med i 'Parterapi', 'Helved' og 'Doggystyle', hvor hun havde en bærende rolle i sæson to. Hun er helt fantastisk, og jeg er meget stolt og beæret over, at hun vil lege med os,« siger 31-årige Morten Vogt Urup til filmmagasinet Ekko.

Det er dog en helt ny hovedperson, vi får at se i sæson to. Ifølge serieskaberen spillede Julie Zangenberg en bossy pige, der ikke fandt sig i noget.

Han beskriver dog også karakteren som lidt kedelig og endimensionel.

Derfor vil hovedpersonen i sæson to være meget mere spændende og have mere på spil.

Om udskiftningen også har noget at gøre med de meget hårde og negative anmeldelser, vides ikke.

Anmelderne var i hvert fald ikke vilde med serien, der handler om en kvindelig gamer, der forsøger at komme til tops i den ellers madsdominerede verden.

Optagelserne af den nye sæson starter 17. august, og det er planen, at serien vil blive vist i slutningen af året.