Den 33-årige skuespiller Ena Spottag, der især er kendt for sin rolle som køkkenpigen Martha i TV 2-serien ’Badehotellet', har ikke nogen kæreste, fordi hun ifølge hende selv ’ikke kan finde ud af at have folk tæt på’.

Det siger hun i et interview med Politiken:

»Under ’Vild med dans’ blev jeg hele tiden spurgt, om det var, fordi jeg var lesbisk, at jeg ikke har en kæreste. Men nej, jeg har ikke nogen kæreste, fordi jeg er et fucking rodehoved og ikke kan finde ud af at få folk tæt på mig. Det er i øvrigt også super tabu at være kvinde i starten af 30’erne og ikke kunne finde ud af det. Så er man bare weird,« siger hun.

Ena Spottag vandt dansekonkurrencen 'Vild med dans' på TV 2 tilbage i 2015 sammen med dansepartneren Thomas Evers Poulsen.

Siden da har kalenderen været booket med teaterjobs. Eksempelvis kan hun fra 9. februar opleves på Edison i Rune Grues iscenesættelse af den tyske filosof og pessimist Arthur Schopenhauers manuskript ’Kunsten at være lykkelig’.

Hendes egen lykke findes heller ikke nødvendigvis ved at finde en mand, hun skal giftes med, fortæller hun i samme interview:

»Jeg har meget svært ved at forestille mig at valse ned ad kirkegulvet i en hvid kjole. Det er ikke et lykkebillede, jeg har, men jeg får det stadig sådan: Burde det være det? Jeg tror, det ville være nemmere, hvis det var, for der er så mange readymade ting, når man køber verden, som den umiddelbart ser ud, og så er det trygt. Der er rigtig mange fællesskaber i det, hvor det bliver totalt ensomt at stikke ud, og den ensomhed mærker jeg da fuldstændig«, siger hun.

Ena Spottag er datter af skuespillerne Dea Fog og Jens Jørn Spottag. I 2017 blev hun nomineret til en Reumert for Bedste Kvindelige Skuespiller for sin rolle som René i ’Drengen der ville være vægtløs’.

Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen vandt Vild med Dans 2015 i Horsens. (Mogens Flindt/POLFOTO)
Ena Spottag og Thomas Evers Poulsen vandt Vild med Dans 2015 i Horsens. (Mogens Flindt/POLFOTO) Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

Ena Spottag (i midten) er især blevet kendt for sin rolle i programmet 'Badehotellet' på TV2.  
Ena Spottag (i midten) er især blevet kendt for sin rolle i programmet 'Badehotellet' på TV2.   Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere