Hvis du har set 'Chernobyl Diaries', kender du sikkert Dimitri Diatchenko fra hans rolle som Uri. Og hvis det ikke lige ringer en klokke, kender du ham måske fra nogle af hans utallige biroller.

Men skuespilleren, hvis ukrainsk klingende navn stammer fra hans far, har spillet sin sidste rolle. I sidste uge døde Dimitri Diatchenko. Han blev 52 år.

Den mangeårige skuespiller, der også lagde stemme til karakterer i animerede film og computerspil som 'Teenage Mutan Ninja Turtles' og 'Call of Duty', blev fundet død i sit hjem i Florida.

Det oplyser en repræsentant i en pressemeddelelse, der desuden uddyber, at dem omkring den nu afdøde skuespiller 'er knuste' og 'i chok' lige nu.

Selve dødsårsagen er for nuværende ikke fastlagt, men det lyder i pressemeddelelsen, af dødsfaldet ikke umiddelbart skyldes den verserende corona-pandemi.

'Den foreløbige obduktion viser, at dødsfaldet skyldes et hjerteanfald eller er relateret til, at han blev udsat for et 220 volts elektrisk stød, mens han var på arbejde ugen forinden.'

Dimitri Diatchenko afgik ved døden 21. april og blev fundet dagen efter, efter hans familie havde kontaktet politiet, da de ikke havde hørt fra ham i et stykke tid.

I sin levetid nåede skuepilleren at have roller i film som 'Get Smart' og 'Indiana Jones and the Kingdom of the Chrystal Skull' samt gæsteroller i hitserier som 'How I Met Your Mother’, ‘Bones’, ‘Sons of Anarchy’, ‘2 Broke Girls' og ‘Criminal Minds'.