Den indiskfødte skuespiller Irrfan Khan er gået bort i en alder af 53 år.
Bollywood-stjernen, som du måske kender fra 'Slumdog Millionaire', blev tirsdag indlagt med en infektion i tyktarmen på et hospital i Mumbai. Onsdag formiddag dansk tid trak han vejret for sidste gang.
Det skriver blandt andre The Independent, der beretter, at skuespilleren har kæmpet med sygdom det seneste stykke tid.
Skuespilleren fortalte i 2018 åbent om, at han havde fået konstateret en sjælden form for kræft kaldet neuroendokrine tumorer, som opstår i mave-tarmkanalen eller i lungerne.
Noget, han de seneste år har gennemgået omfattende behandling for.
»Det er trist, at vi i dag er nødt til at overbringe nyheden om hans død. Irrfan var en stærk sjæl, der kæmpede til det sidste og altid inspirerede alle, der kom tæt på ham.«
»Efter at være blevet ramt som af et lyn med meddelelsen om den sjældne sygdom i 2018, tog han livet, som det kom, og kæmpede de mange kampe, der fulgte med,« fortæller en talsperson om skuespillerens kamp mod døden.
Irrfan Khan efterlader sig hustru Sutapa Sikdar og to sønner.
De var ved hans side, da han døde.
»Omgivet af kærlighed - hans familie, som betød alt for ham - er han draget mod himlen og har efterladt sig et livsværk. Vi beder til og håber på, at han har fundet fred,« lyder det fra talspersonen.
Skuespillerens debuterede i 1988 i 'Salaam Bombay' og blev for alvor indisk folkeeje, da han spillede med i 'The Warrior' i 2011.
Det var dog ikke kun i Bollywood, Irrfan Khan havde sin gang. Han var også med i internationale hitfilm såsom 'Slumdog Millionaire', 'The Darjeeling Limited', 'Life of Pi' og 'Jurassic World'.