»Jeg har det, som om hele verden tror, de kender mig. Ingen ved i virkeligheden, hvem jeg er. Jeg har altid en facade oppe – vist et lykkeligt, perfekt liv.«

Ordene kommer fra Paris Hilton. Rigmandsdatteren med den luksuriøse og glitrende livsstil. Det billedskønne liv. Det er i hvert fald, hvad andre oftest ser.

Men det er er en illusion, forklarer den i dag 39-årige kvinde i traileren til 'This is Paris' – en dokumentarfilm, der går spadestikket dybere.

I dokumentaren følger man en til tider fortvivlet og såret Paris Hilton. Man er vidne til, hvad berømmelse gør ved folk, og hvordan man som bekendt aldrig skal dømme bogen på dens omslag.

»Jeg skabte et brand og en persona og en karakter – og så har jeg hængt på hende lige siden,« fortæller hun med henvisning til den unge Paris Hilton, der i sin tid slog igennem i realityformatet 'The Simple Life'.

Serien kørte fra 2003 til 2005, hvor Paris Hilton sammen med sin veninde Nicole Richie blev kendt for deres umiddelbare og til tider useriøse facon, når de skulle skifte deres glamourøse liv ud med et almindeligt, simpelt liv i USA.

Efter det vidste alle, hvem Paris Hilton var. Troede de. For kradser man blot lidt i den guldbelagte overflade, finder man også en traumatiseret kvinde.

»Der skete noget i min barndom, som jeg aldrig har talt med nogen om. Jeg kunne ikke fortælle jer om det, for hver gang jeg forsøgte, straffede de mig,« fortæller hun i en scene i traileren. Her sidder hun sammen med sin mor og søster.

Her Paris Hilton sammen med søster Nicky Hilton Rothschild for et par år siden.
Her Paris Hilton sammen med søster Nicky Hilton Rothschild for et par år siden. Angela Weiss

»Jeg har stadig mareridt om det, og det eneste, der afholdt mig fra at blive sindssyg, var tanken om, hvem jeg ville være, når jeg slap ud.«

Som det oftest er med trailere, løfter man naturligvis ikke sløret for, hvad der er hændt den amerikanske kvinde.

Nysgerrige sjæle og fans må altså vente til 14. september, hvor dokumentaren har premiere på YouTube.

Sikkert er det, at Paris Hilton er tilfreds med resultatet. Hun har ved tidligere lejligheder udtalt, at forløbet har haft 'terapeutisk' virkning på hende – at hun mentalt er et bedre sted i dag på grund af netop dokumentaren.

Sådan så makkerparret fra 'The Simple Life' ud i 2004.
Sådan så makkerparret fra 'The Simple Life' ud i 2004. FRED PROUSER

»Jeg begyndte at tænke på min fortid og det, jeg har været igennem. Dér indså jeg, hvor meget det har påvirket mit liv, og hvordan jeg længe har holdt fast i så mange traumer.«

»Det seneste år har jeg sluppet mange af dem, føler jeg. Egentligt bare, fordi jeg har talt om det. Men det er noget, jeg aldrig har fortalt offentligheden før.«

Hilton Hotel-arvingen håber, at dokumentaren kan rykke ved det billede, som verden har fået af hende.

»Jeg tror, at når folk ser filmen, vil de se en anden side af mig. En side, de ikke har set nogensinde før. Ærligt talt vidste jeg ikke engang selv, hvem jeg var, før i år. Så jeg har lært meget af filmen.«