Den bagende sol flimrer gennem palmetræerne og ned på madrasserne, der ligger på rad og række i det store lokale.

I hver fodende ligger et blødt tæppe at pakke sig ind i. En rulle toiletpapir til at tørre munden. Og en spand til at brække sig i.

Her, under et ayahuasca-trip i Costa Rica, finder Saszeline Emanuelle Dreyer sig selv.

»Der er sket mange ting i min barndom, som jeg aldrig har talt om. Jeg har altid gjort, hvad man forventede af mig og følte mig aldrig rigtig. Men efter min ayahuasca-oplevelse stillede jeg mig selv spørgsmålet: ‘Hvem er Saszeline, hvis hun skal starte et nyt liv?’«

En ayahuasca-ceremoni tager fem timer, og undervejs vil en shaman synge rituelle sange og tale deltagerne igennem processen. Spandene er stillet frem, fordi langt de fleste kaster massivt op efter indtagelse af den psykedeliske urtedrik.
En ayahuasca-ceremoni tager fem timer, og undervejs vil en shaman synge rituelle sange og tale deltagerne igennem processen. Spandene er stillet frem, fordi langt de fleste kaster massivt op efter indtagelse af den psykedeliske urtedrik. Foto: Privat
Vis mere

Men før vi fortæller om det nye liv, må vi have afviklet det gamle.

Det sker naturligt i september 2020, da Instagram vælger at lukke hendes profil på det sociale medie.

Med profilen slettes ikke bare tusindvis af selfies. Hele Saszelines eksistensgrundlag forsvinder.

Saszeline har haft mange titler gennem sit 40 år lange liv.

Under navnene Line og Heidi Sørensen udgjorde Saszeline Dreyer og hendes storesøster Suriya Jyrk som teenagere popduoen S.O.A.P.
Under navnene Line og Heidi Sørensen udgjorde Saszeline Dreyer og hendes storesøster Suriya Jyrk som teenagere popduoen S.O.A.P. Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

Som blot 14-årig hittede hun internationalt som sangerinde i søsterduoen S.O.A.P. Herefter blev hun Boogie-vært. Model. Iværksætter. Enlig mor til to. Influencer.

I otte år brugte hun sin platform til at skabe et reality-portræt af sig selv og sit liv, forklarer hun. Det gav hende mulighed for at kunne reklamere for produkter fra både danske og internationale virksomheder til købestærke kvinder. Foruden at blive overdænget med luksusrejser og designervarer fik hun en klækkelig løn.

»Man kører sindssygt mange penge ind som influencer. Man kunne tjene mere, end en politiker får. Mere end direktøren for Danske Bank. Og det bider dig lidt i numsen. Hvis du har et job, du egentlig ikke helt vildt brænder for, men det finansierer din livsstil, så er det jo en cirkel, du har svært ved at komme ud af igen.«

Saszeline prøvede flere gange at komme ud, fortæller hun i dag. Hendes omgangskreds bemærkede, at hun ikke var til stede, når de sås. Hun rakte instinktivt ud efter telefonen i hver en ledig stund, selvom hun flere gange havde givet sig selv et forbud mod at tage den op.

Saszeline Emanuelle Dreyer er tidligere sangerinde, model, tv-vært, iværksætter, aktivist og influencer. I dag har hun droppet livet i rampelyset.
Saszeline Emanuelle Dreyer er tidligere sangerinde, model, tv-vært, iværksætter, aktivist og influencer. I dag har hun droppet livet i rampelyset. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Så spørger man Saszeline, er det held i uheld, at hun i 2020 får endnu en titel: coronaskeptiker.

Efter en række konspirationsteoretiske opslag og en opfordring til sine 90.000 følgere om at smide mundbindet, straffer Instagram hende for at have ‘spredt falske oplysninger’ og lukker hendes profil. Hendes arbejdsplads. Hendes levebrød.

»Jeg blev nødt til at sælge alt fra Chanel-tasker til Rolex-ure. Jeg har i mange år levet i overflod, men i dag lever jeg som så mange andre danskere. Og det har faktisk været en megasund refleksion og læring,« siger hun.

Hun har også reflekteret over sin coronakamp.

Efter en række konspirationsteoretiske opslag og en opfordring til sine 90.000 følgere om at smide mundbindet, mister Saszeline sin Instagram-profil – og dermed også sit levebrød. Men hun fortryder ingenting.
Efter en række konspirationsteoretiske opslag og en opfordring til sine 90.000 følgere om at smide mundbindet, mister Saszeline sin Instagram-profil – og dermed også sit levebrød. Men hun fortryder ingenting. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Og det eneste jeg er ærgerlig over. er, at medierne valgte at sætte ‘en sølvpapirshat’ på mig i stedet for at høre, hvad jeg havde at sige,« siger hun.

»Jeg fortryder ikke, at jeg talte min sandhed.«

Under interviewet bruger Saszeline Dreyer ofte vendingen ‘min sandhed’. Det kan godt være, flere af hendes udsagn blev udfordret af sundhedseksperter under nedlukningen. Men det er Saszelines sandhed. Og for hende har den været et faktum.

Hendes sandhed viste sig virkelig, fortæller hun, da hendes kæreste, Asger Laursen, for otte måneder siden fik konstateret lymfekræft i stadie fire.

Saszeline Emanuelle  Dreyer og Asger Nakskov Laursen har dannet par i et par år.
Saszeline Emanuelle  Dreyer og Asger Nakskov Laursen har dannet par i et par år. Foto: Privat
Vis mere

»Mange omkring os sagde: ‘Du må ikke gamble med hans liv’ og anbefalede os den konventionelle vej med højdosis-kemoterapi. Men kemoterapi gør rigtig meget skade og ender ofte med at svække menneskets immunforsvar så meget, at det bliver årsagen til sekundære sygdomme eller død,« siger Saszeline Dreyer med allerstørste overbevisning i stemmen.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det korrekt, at kemoterapi både påvirker de raske og syge celler, og at immunforsvaret kan svækkes. Bivirkningerne kan dog afhænge af dosis, så det er vigtigt, man tager fat i sin læge, hvis man oplever svære bivirkninger, så den eventuelt kan nedsættes.

Men Saszeline mener, at det danske sundhedssystem fokuserer mere på at fjerne symptomer end rent faktisk at finde årsagen til sygdommen og helbrede mennesker.

Så hun og kæresten undersøgte muligheder for holistisk behandling og fandt frem til en privatklinik i Tyskland, hvor Asger blandt andet fik intravenøs C-vitamin, gurkemeje og en kraftig opvarmning af kroppen.

Herudover modtog han IPT-behandling, der ifølge privatkinikken består af insulin og en minimal – eller ingen – dosis kemo. Ifølge Saszeline har lægerne fortalt, at Asger her modtog, hvad der svarer til fem procent af den konventionelle dosis.

Der findes ikke dokumentation for, at det er denne blanding, der har hjulpet. Men i dag er han kræftfri, fortæller hun. Han går stadig til periodisk kontrol på Skejby Sygehus, og for nylig holdt han, sammen med den tyske kræftlæge, foredrag om ‘sin healing’ i hans og Saszelines sundhedshus.

Efter det ayahuasca-trip, som vi lover at vende tilbage til, fandt Saszeline nemlig ud, at læringen af alle de traumer, som blev kastet op i spanden i Costa Rica, skal bruges til at hjælpe andre.

Så på Stevns har hun og kæresten startet det holistiske sundhedshus The Asana, hvor både krop og sind er i fokus gennem blandt andet meditation, åndedrætsøvelser og foredrag.

I baggrunden ses gården, der lægger hus til Saszeline og Asgers sundhedshus The Assana.
I baggrunden ses gården, der lægger hus til Saszeline og Asgers sundhedshus The Assana. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Sideløbende går hun på tredje år på Skolen for Eksistentiel & Oplevelsesorienteret Psykoterapi. Og det var under sit studie, hun fik ideen til at tage til Costa Rica for at opløse sine traumer og blive klogere på sine mønstre.

»Hvorfor har jeg fået to børn med to forskellige mænd uden at kunne være i et forhold? Hvad er der galt med mig?« spørger Saszeline, der har to sønner på 14 og syv med henholdsvis tidligere tennisspiller Frederik Fetterlein og Michael Dreyer.

»Jeg har fået et godt forhold til begge fædre, så i stedet for at pege udad blev jeg nødt til at arbejde med mig selv.«

Så hun tog til Costa Rica i 14 dage. Tjekkede ind på det luksuriøse resort Rythmia – skabt af en rigmand, der selv havde kæmpet med en masse afhængigheder. Omgivet af læger og sygeplejersker drak hun den psykedeliske plantemedicin ayahuasca og begyndte at hallucinere.

Saszeline Emanuelle Dreyer dannede i flere år par med tidligere tennisspiller og realitystjerne Frederik Fetterlein. Her ses de sammen i 2004.
Saszeline Emanuelle Dreyer dannede i flere år par med tidligere tennisspiller og realitystjerne Frederik Fetterlein. Her ses de sammen i 2004. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Du rejser ind i din egen psyke og ind i dine dybe bevidsthedslag. Det var virkelig mindblowing for mig,« siger Saszeline.

Flere års indestængte traumer bliver kastet op i spanden og tørret af mundvigen med papiret fra en toiletrulle.

»Jeg husker pludselig ting, jeg har fortrængt. Det går op for mig, at der er en grund til, at min bror begik selvmord. Jeg genoplever en masse ting. Nogle, som jeg har talt om, og nogen jeg aldrig har delt.«

En af de ting, Saszeline aldrig har fortalt er, at hun som barn var medlem af den religiøse sekt Guds Børn.

Her var hendes far blevet samlet op og taget imod med åbne arme og kærlighed, efter han som 14-årig stak af fra sit alkoholiserede barndomshjem, fortæller Saszeline.

Hun husker sekten som én stor familie med samlinger, musik og dans. Men der var også dårlige ting.

»Der var partnerbytte. Man måtte som mand give sin kvinde til et andet medlem, der manglede kærlighed. Alle ville egentlig hinanden det godt, men når et fællesskab er bygget op af folk, der hver især har mistet retning i livet, finder det sjældent en fælles retning. Der var misbrug af forskellig art, og mine søskende og jeg fik tæv.«

Faderens alkoholisme dukker også op under ayahuasca-trippet. Stedfaderens pludselige hjerneblødning. Saszeline der stod med ansvaret for at lukke hans liv. Christians selvmord.

»Min bror havde det skidt. Han havde brug for nogen at tale med. Nogen, der ville lytte og hjælpe. Men han blev ikke henvist videre. Fik bare at vide, han kunne få noget medicin. Den dag, han kunne tage op at hente den, valgte han at begå selvmord. Og han er jo ikke den eneste i Danmark, der ikke får den hjælp, han skal have. Psykiatrien er overbelastet.«

B.T. har ikke set dokumentation for Sazelines fortælling om broderens forløb.

Saszeline tror ikke på, at lykkepiller er løsningen. Igen er der tale om symptombehandling, mener hun. Pillerne fjerner de dårlige tanker her og nu. Men hvad så, når tankerne kommer tilbage?

Derfor har hun og kæresten også startet en virksomhed, som sælger psilocybinsvampe til mikrodosering via Holland.

Mikrodosering af bevidsthedsudvidende stoffer er ikke lovligt i Danmark, men har alligevel vundet indpas de senere år. Blandt andet fortalte komikeren Casper Christensen for nylig under optagelserne til ‘All Exclusive’, at han tager en lille smule LSD, da det ‘hjælper med at holde fokus’.

Og et nyt internationalt forsøg med Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital som danske deltagere peger på, at psilocybin kan have en effekt på svær depression, som varer længere end traditionel medicin.

På Stevns har parret startet det holistiske sundhedshus The Asana, hvor både krop og sind er i fokus gennem blandt andet meditation, åndedrætsøvelser og foredrag.
På Stevns har parret startet det holistiske sundhedshus The Asana, hvor både krop og sind er i fokus gennem blandt andet meditation, åndedrætsøvelser og foredrag. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg tror på, at det er fremtidens antidepressiva uden bivirkningerne. Naturen har den medicin vi mennesker har brug for,« siger Saszeline.

Selv havde hun brug for ayahuasca, skulle det vise sig. For efter sin oplevelse med det psykedeliske stof har hun det bedre end nogensinde.

»Det var hårdt at skulle gennemleve min traumer igen, men det var også smukt. For når vi mennesker bliver bevidste om os selv, begynder vi at kunne se et mønster i det liv vi har levet,« siger hun.

Saszeline har ikke lyst til at gå i detaljer med sine dårlige oplevelser. Svælge i dem. De ligger i en spand i Costa Rica nu.

På Rythmia i Costa Rica mødte Saszeline blandt andre OutKast-stjernen André 3000 og hans kæreste, hiphop-journalisten April Bombai, som også var på ayahuasca-retreat.
På Rythmia i Costa Rica mødte Saszeline blandt andre OutKast-stjernen André 3000 og hans kæreste, hiphop-journalisten April Bombai, som også var på ayahuasca-retreat. Foto: Privat
Vis mere

»Intet har været tilfældigt. Min barndom og ungdom, mine tab, mine coronakampe, min nedlukning i medierne, min indre rejse med ayahuasca, min ydre rejse mod at forstå mig selv gennem uddannelsen som psykoterapeut, min mands cancer og vores alternative rejse, til at jeg i dag har fundet mit kald og arbejder med mental sundhed og healing – alt er sket, fordi det måtte ske.«

»Det har været hårdt at stå i nogle gange. Men jeg er taknemmelig for alt og ville ikke have været noget af det foruden.«

Opdateret 1. januar: Efter publicering af artiklen er der indsat oplysninger fra Kræftens Bekæmpelse.

Opdateret 6. januar: Artiklen er opdateret med information om, at Asger Laursen har modtaget en mindre dosis kemoterapi.