Skuespiller Sarah Paulson spiller den amerikanske embedsmand Linda Rose Tripp i den kommende serie 'Impeachment: American Crime Story', der handler om hele skandalen med Bill Clinton og Monica Lewinsky.
Men Sarah Paulson bliver allerede nu kritiseret, fordi hun, i et forsøg på at ligne Linda Tripp, er trukket i et såkaldt fat-suit. Udover det tog hun selv 30 kilo på.
Nu går kritikken på, at Sarah Paulson har berøvet en skuespiller, som i forvejen havde kropsstaturen til at spille rollen som Linda Tripp, muligheden, og at dette blot er endnu et eksempelv på Hollywoods fedmefobi.
I et interview med Los Angeles Times forholder skuespilleren sig til kritikken.
»Det er svært for mig at tale om, uden det lyder som om, jeg kommer med undskyldninger,« siger hun.
»Der er en del kontrovers omkring skuespillere og fat-suits, og jeg synes, at den er legitim. Jeg tror, at fedmefobi eksisterer, og det er en meget vigtig debat, vi skal tage. Men hele ansvaret falder ikke på skuespilleren. Jeg vil gerne tro, at der er noget i mit væsen, der gør mig rigtig til at spille denne rolle. Og tro på magien i hår- og makeupafdelinger, kostumier og filmfotografer, der har været en del af filmoptagelser siden biografens opfindelse.«
Hun fortryder dog, at hun ikke tænkte mere over problemstillingen, før hun tog beslutningen om at sige ja til rollen, og hun mener, hun burde have vidst bedre.
Linda Rose spillede som nævnt en stor rolle i hele miseren om den tidligere præsident Bill Clinton og dennes affære med med Monica Lewinsky.
Det var Tripp, der i smug optog telefonsamtaler med Lewinsky, hvor hun fortalte om det seksuelle forhold til Bill Clinton.

Efterfølgende gav Tripp den til en uafhængig anklager, hvilket førte til at præsidenten kom for en rigsretssag.
I Danmark har debatten om skuespillere i fat-suits også været oppe at vende. I 2019 var det således Sofie Gråbøl, der fik kritik for sin rolle som 200-kilo tung kvinde i filmen 'Harpiks'.
Dengang forklarede hun til Femina, at man faktisk havde haft amatørskuespillere med den rette vægt til casting, men ingen kunne løfte rollen.
Og jeg kan godt blive lidt stødt over, at man udelukkende ser Maria (hovedrollens navn, red.) som en tyk kvinde. For det mener jeg, at man gør, når man siger: ’Det her er bare en tyk kvinde, så det skal være en tyk kvinde,« sagde Sofie Gråbøl.


