Han kunne have lavet en ret vild aftale, hvis han havde sagt ja til at censurere sig selv. Men det er ikke noget for Anders Matthesen, der nu er aktuel med 'Ternet Ninja 2', som både gør grin med pædofile pædagogmedhjælpere, transkønnede thailændere og stive sømænd.
I 2004 fik Anders Matthesen et gedigent biografhit med 'Terkel i knibe'. Også kineserne var vilde med animationsfilmen, som ifølge Anders Matthesen blev samlet op af et firma, der producerede og ulovligt distribuerede den i to-tre millioner eksemplarer.
Han fik ikke en krone for de populære piratkopier. Til gengæld blev han efterfølgende kontaktet af 'virkelig store spillere i Kina', som på lovlig vis ville have hans 'Ternet Ninja' ud til masserne. Han skulle dog lige skrive ninjaen ud, da den var 'lidt for japansk til det kinesiske marked'.
»Jeg kunne have lavet en rigtig lukrativ deal, men jeg tænkte: 'Hvad er det lige for en måde at lave film på?' Jeg laver kun det, jeg brænder for.«

Den 46-årige komiker er i øjeblikket aktuel med fortsættelsen til 'Ternet Ninja', der igen følger drengen Aske og hans ternede ninjadukke på en farlig mission. I etteren fik duoen skovlen under den skruppelløse fabriksejer Philip Eberfrø, som blev smidt i brummen for at have tæsket en børnearbejder ihjel med en kæp.
I efterfølgeren er det imidlertid lykkedes ham at undslippe det thailandske fængsel, fordi beviserne pludselig er forsvundet på mystisk vis. Det får Aske og hans ternede ninja til at lokke familien med på ferie i Thailand i håb om at få blodhævn én gang for alle.
Det er en barsk film, hvor blodet endnu en gang må flyde. Og Anders Matthesen blev da også spurgt, om han ikke ville lave den mindre voldelig, så man også kunne lokke de syvårige i biografen.
»Men næh. De må bare lade være med at være med. Det er sådan her, den er,« siger Anders Matthesen om filmen, der ligesom forgængeren er tilladt for børn over 11 år.

Det kan godt være, den første film kun solgte 63 billetter i Sverige, men det betyder ikke, at han har gjort toeren mere politisk korrekt. Tværtimod.
I Thailand møder Askes familie den fordrukne onkel Stewart, som i en scene fortæller, at han altid har været fremme i skoene. Han var for eksempel sammen med mange piger i puderummet – men, tilføjer han henkastet, ganske vist da han arbejdede som vikar.
»Der er masser af lakrids til de voksne, som formentlig går hen over hovedet på de små. Men sådan har jeg jo haft det med alt, jeg laver,« siger Anders Matthesen.
Han ville aldrig gå ud og undskylde en joke og kan faktisk ikke komme i tanke om én eneste joke i sin snart 30 år lange karriere, som han fortryder.

»Der er meget, som jeg synes er pinligt i dag. Jeg har lavet nogle seksuelle og halvpornografiske jokes, som jeg ikke synes, ungerne skal høre i dag, og jeg har lukket noget værre frelst lort ud i interview, som jeg ikke mener længere. Jo længere man lever, jo mere har man at blive straffet for. Det er da heller ikke sjovt at kigge på gamle klassebilleder, hvor man har grimt tøj på, men det var nu engang sådan, man så ud dengang.«
Han ved godt, at det er stereotypt at fremstille thailændere i Bangkoks festgader som liderlige ladyboys, der forsøger at lokke turister med på Lucky Fucky Club.
»Men jeg har været der selv – det er sådan, de ser ud, og det er sådan, de taler. Så findes der også thailandske professorer, balletdansere og alt muligt, men det er ikke det miljø, vi beskriver,« siger han.
»Der er også én etnisk dansker i tunnelen og to andre, som ser ud, som om de kunne være af mellemøstlig herkomst. Er det repræsentativt for bøller, man møder i tunneler? Ja, rimeligvis – i hvert fald i Albertslund, hvor jeg kommer fra.«
»Jeg tager lige så meget pis på de stive danskere, der tager ned og vælter rundt i Thailand – det er ikke alle, der gør det, men der er nogle. Det er heller ikke alle sømænd, der er alkoholikere og knepper løs i Thailand. Eller alle veganere, der er frelste og syr deres eget tøj. Eller alle rige direktører nord for København, der udnytter børnearbejdere i Thailand. Det er helt klart stereotyperne, vi spiller på – og det er pissesjovt.«