Sarah Iben Almbjerg fortæller om at overvinde bitterheden over, at hendes eksmand har valgt deres barn fra. Hun opfordrer kvinder til at tale mere om, hvordan vi håndterer de svære sider af moderskabet.
Sarah Iben Almbjerg har noget på hjerte, hun gerne vil dele med andre kvinder, som synes, det nogle gange kan være svært at være mor, når far ikke er med på holdet.
»Jeg vil vel bare sige til andre kvinder, at det kan lade sig gøre. At overvinde bitterheden, at være mor og passe sit arbejde – og tillade sig selv at elske livet, som det har formet sig.«
Sarah Iben er alenemor til Ellen på 11 år og August på fire år. De to børn har hver deres far, de er kommet til verden under vidt forskellige omstændigheder, og ikke mindst har de vidt forskellige forhold til deres fædre. Augusts far har nemlig trukket sig helt ud af deres liv.
»Vi skal tale om den fraværende far. Han skal ikke være julemanden, vi går og venter på, men han må heller ikke blive elefanten i rummet, som er tabu at tale om.«
Hun er selv journalist og opmærksom på, at forhistorien skal fortælles uden at hænge nogen ud. Bolden må blive på egen banehalvdel.
»Jeg vil bare så gerne have, at flere kvinder hjælper hinanden med at dele ud af, hvordan man håndterer de svære sider ved moderskabet. Det er vigtigt, vi siger det svære højt.«
Ellen blev født i oktober 2008, mens Sarah Iben boede med sin kæreste Kaare i New York, og kursen var sat mod et kernefamilieliv med ro, renlighed og regelmæssighed. Men livet tog en drejning, da Radio24syv så dagens lys, og hun fik tilbudt jobbet som kulturredaktør. For hvad hun ikke var klar over var, at hun ikke bare sagde ja til et nyt liv, men også til en stormende forelskelse, hun ikke havde forudset.
»På radioen mødte jeg en anden mand, og det tog fuldstændig pusten fra mig.«
Hun forlod Kaare og det trygge liv, men trods bruddet blev de enige om, hvordan livet kunne fortsætte på nye præmisser.
»I dag priser jeg mig stadig lykkelig over, at vi allerede fra dag et havde gode faste aftaler, som vi begge har overholdt. Jeg er så glad for, at vi begge tænkte klart midt i alle følelserne og tog ansvar for Ellen, før vi drog omsorg for vores egne egoer. Vi har været anstændige hele vejen igennem.«
Hvedebrødsdage i tre måneder
Imens det gamle liv blev afviklet, var det nye ét stort adrenalin-rush.
»Vi havde tre intensive og sjove måneder. Undervejs blev jeg gravid, og jeg var meget i tvivl. Jeg vidste ikke, om jeg ville være mor igen, for jeg havde det egentligt godt der, hvor jeg var. Da kærlighedsbarnet August kom til verden, blev det hele sværere.«
»Vi var gode til at gå i byen og havde været det der lækre, sjove par uden forpligtelser. Men det blev desværre meget hurtigt tydeligt, at vi var meget dårlige til at være en familie uden frihed og søvn.«
»Min overbevisning var, at vi havde begyndervanskeligheder – ikke at vi var på vej mod et brud. Vi boede sammen i otte måneder, og jeg troede virkelig på, at vi skulle det her sammen.«
Men de fandt aldrig frem til et familieliv eller en normal hverdag.
»Jeg kan godt tilgive de problemer, vi havde, da vi boede sammen. For det var da en kæmpe opgave. Vi skulle lære at bo sammen. Det er indlysende, at det var svært at få det til at fungere sammen,« siger Sarah Iben.
»Men jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor det også skal være så svært nu, hvor vi ikke er sammen mere.«
For sådan endte det. Efter en tumultarisk barsel var hun nu alenemor til to børn.
»Det praktiske fylder bare så meget, når man er alene med to små børn. Jeg kan huske, da August fik streptokopper, og Ellen kun var seks år. Hun kunne ikke være alene hjemme, så jeg måtte hælde dem begge i flyverdragter og ud på Bispebjerg. Der var jeg meget alene lige pludselig.«
»Jeg valgte jo ikke at få et barn alene. Det var aldrig drømmen.«
Hun var ulykkelig over, at de ikke var to til at glædes over August.
»At jeg ikke kunne sende billedet af det skøre ansigt eller første skridt til nogen. Det er synd, at jeg ikke kan give August det samme, som hans søster får. Hun har altid følelsen af, at hendes forældre ser hende sammen.«
Det skulle blive endnu værre, for undervejs havde Sarah Iben skiftet job til TV 2 News, men blev fyret i en sparerunde. Dér ramte hun bunden.
»Jeg havde et barn, der ikke sov, jeg boede i et nyt hjem, og jeg var lige blevet skilt. Jeg var bare ked af det hele og samtidig så fyldt med kærlighed til August, der var så lille. Der er i forvejen en grund til, at vi har en barsel; det er så voldsomt at få et lille barn. Men hvis du samtidig skal tackle skilsmisse og en dårlig økonomi, så føles udfordringerne uoverskuelige.«
»Æd det«
Herfra er der kun ét relevant spørgsmål: Hvordan kom hun videre?
»Jeg fulgte ganske enkelt en god bekendts råd. Da jeg stod midt i alt det forfærdelige, sagde hun bare: 'Du skal æde det'. Det er et hårdt råd, men det er også ægte og godt. Hun sagde, at jeg ville aldrig kunne få svar på de frustrerende spørgsmål, som jeg gik rundt med. Jeg fik ingen pauser, ingen søvn og ingen hjælp fra ham. Så på hendes opfordring insisterede jeg på ikke at blive bitter, for det er en indadvendt følelse. Du må gerne være vred og skuffet. Du kan bokse på en boksebold og løbe en tur.«
»Og så kan du acceptere, at du selv har stillet dig i den situation. Jeg havde jo den trygge familie sammen med Ellen og Kaare. Men Augusts far var jo så sjov og festlig. Jeg valgte selv at gå efter festen og forelskelsen. Jeg satsede på den usikre fremtid,« erkender hun.
Samtidig gav hun sig selv lov til at tage imod hjælp.
»I dag har jeg har ikke dårlig samvittighed over at gå på arbejde og få dem passet indimellem. Jeg har valgt at være nærværende, der hvor jeg er – både når vi er sammen og hver for sig.«
Den proces tog tid.
»Min søn skulle blive næsten fire år, før jeg var ude på den anden side – et sted, hvor jeg følte, at det var okay.«
Men selv om hun føler, hun er landet et godt sted, er der fortsat en stor bekymring i hendes liv. Den, som er grunden til, at vi sidder her i dag. Den fraværende far – og hvordan vi taler om ham.
»På et tidspunkt kontaktede jeg Mødrehjælpen, fordi jeg simpelthen ikke vidste, hvordan vi talte med August om hans far. Hvordan undgik vi, at han blev denne her mytologiske, fraværende figur? Og det råd, jeg fik, har hjulpet mig så meget. De sagde, at jeg aldrig skulle nedtone min søns fantasifulde begejstring. Vi skulle svare: 'Ja, din far er stærk, men ved du, hvem der også er stærk? Det er moster Nanna.' Vi skal vise ham, at han kan beundre mange mennesker – ikke kun den far, der ikke er til stede.«
»Jeg er ikke frustreret mere, men jeg er bekymret for August. Min eks siger, at han ikke gider at have noget med mig at gøre mere og har derfor opsagt sin faste samværsaftale. Han vil tænke over, hvordan han fremover vil se August. Det er syv måneder siden nu, og det ville næsten være lettere, hvis han endegyldigt kunne sige 'jeg gider ikke se min søn', for så kunne jeg håndtere den situation og lukke ned for Augusts forventninger. Men lige nu kan jeg ikke svare drengen, når han spørger, hvornår han ser sin far igen.«
Ekskonernes kærlige klub
Heldigvis har tiden med Augusts far kastet noget andet godt af sig. En anden slags familie. Som er vokset ud af fælleskabet med en kvinde, der har siddet i samme ustabile båd.
»Min eksmand skrev på et tidspunkt en klumme i en landsdækkende avis om, hvor forfærdelige danske kvinder er. Og så skrev jeg til hans anden ekskone, om det ikke var på tide, at vi drak det der glas vin sammen. Og det var ekskonen Susan helt med på.«
De mødtes og talte råt og ærligt sammen. Og skabte en ny og særlig relation.
»Vi er ikke bare veninder mere, vi er blevet familie. Det fede ved Susan, der har fire børn med den samme mand som mig, er, at vi ikke behøver forklare det hele, når vi er sammen. Vi kan grine af det. Nu hjælper vi hinanden, passer børn sammen og holder en årlig julefrokost. Jeg tror, at han ville elske, hvis vi talte om ham. Men det er længe siden, vi blev færdige med det.«
Ud over at hun gerne vil opfordre andre kvinder til at tale om det svære, så har hun et andet budskab. Til sine børn – og til alle de andre børn, der heller ikke endte i en kernefamilie.
»For mig er det vigtigt, at det ikke er et underskudshjem, de vokser op i. Vi skal kunne have en 'rigtig' familie, selv om vi er tre, og to af dem er små,« siger Sarah Iben Almbjerg med et stort smil.
»Her den anden dag låste vi os ude. Og ja, vi kunne have sat os på trappestenen og grædt. Men i stedet satte vi os på Chungs Grill og spiste dybstegt blomkål. Det blev ikke den aften, vi havde planlagt. Men det blev en fest.«
»Jeg synes, jeg har gjort det nemt for August at føle sig elsket. Jeg har aktiveret hele min familie. Svoger David og onkel Oliver er de nye faderfigurer. Det store for mig er nu at se alle dem, der er der for ham. Jeg håber, at min søn vokser op med følelsen af, at han er så dejligt et menneske, at han tænker 'hvor er det er synd for min far, at han ikke kender mig'.«
Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.
