Dak Wichangoen har frygten som sin indre drivkraft, men den går hånd i hånd med en selvironisk distance i en branche, der til tider tager sig selv meget seriøst.

Hvornår har du været mest bange?

»​Da jeg som 25-årig fandt ud af, at jeg skulle være køkkenchef og skulle bibeholde en Michelin-stjerne. Jeg havde ikke særlig meget erfaring, og jeg følte stadig, jeg havde så meget at lære. At jeg så tilmed skulle være køkkenchef på en eftertragtet Michelin-restaurant, gjorde jo ikke følelsen af at være bange mildere, da det samtidig indebar en konstant frygt for, at restauranten skulle miste stjernen og jeg tabe ansigt. Frygten for at miste den er der stadig hver eneste dag, men jeg bruger den samtidig som min drivkraft og motivation for fortsat at gøre mit bedste.«

Hvordan kom du dertil som 25-årig?

»Jeg har stået i lære i Aarhus under brødrene Koch. Der fortalte jeg min daværende chef, at jeg godt kunne tænke mig at komme til Kiin Kiin, som jeg havde læst lidt om. Tilfældigvis skulle han på forretningsrejse med Henrik (Yde, red.) fra netop Kiin Kiin, og på den måde kom jeg på prøve som kok. Pludselig skete det ene og det andet. Vi åbnede i Bangkok, hvor den daværende køkkenchef skulle være med til at starte op, souschefen skulle være far, og dermed var det så mig, der stod med den opgave. Universet ville det bare.«

»Min umiddelbare indskydelse var nej, og jeg svarede også først nej tak. Jeg følte, jeg stadig havde en masse, jeg skulle lære, for jeg var jo først lige blevet færdiguddannet. Men så blev det aftalt, at det skulle være et partnerskab mellem Henrik og mig. Det gjorde, at det ikke var så skræmmende at tage den, fordi jeg havde en at læne mig op ad. I dag har jeg altid en SOS, jeg kan ringe til, hvis lokummet brænder, og på den måde er Henrik og jeg virkelig et makkerpar.«

Hvornår føler du dig værdsat?

»​Ud over at føle mig værdsat, når familie og venner siger, at de elsker mig, så føler jeg mig også ofte værdsat i det små. Det behøver sådan set ikke være med ord, ting eller penge, men blot små tegn og signaler kan gøre det for mig. For eksempel føler jeg mig især værdsat, når jeg i restauranten får et smil eller et anerkendende nik eller skulderklap, der viser, at jeg har været med til at skabe en uforglemmelig aften for dem, som de tager med sig som et minde. Det betyder så meget.«

Du lyder til at være god til at have begge ben plantet på jorden. Hvordan formår du det?

»I mit fag, hvor alt godt kan blive meget fint og fornemt, har jeg brug for en selvironisk distance til det hele. Det bliver jeg simpelthen nødt til i denne her branche, hvor vi arbejder med Michelin-stjerner og 'uha, det er så seriøst'. Det gør det nemmere og mere forløsende for mig, når der er humor til stede, samtidig med at jeg har det sjovt. For livet er altså for kort til ikke at have det sjovt.«

Hvem eller hvad er det sjoveste, du ved?

»​Min mor er herregrineren! Hun er en så bestemt dame, at hun nærmest ikke selv kan se, når hun er morsom. Jeg har et meget tæt bånd med min mor, og jeg tror umiddelbart, at vi skrives og ringes hver uge. Vi kalder hende Djum, og hun er bare skidesej – hun er helt sikkert mit forbillede.«

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.