Sara Bro og hendes forlovede, Lasse Lund, danner ikke længere par.

Det afslører radioværten i et opslag på Instagram.

Her har hun delt en række billeder fra sin nylige ferie til Schweiz, som hun var på helt alene.

'Der er en side af min tur til Schweiz, som jeg ikke har vist her på Instagram, fordi jeg har været for ked af det. Lasse og jeg har brudt op,' skriver 'Hjerteflimmer for voksne'-værten, som blev forlovet med tv-tilrettelæggeren i januar sidste år.

'Og selvom min første aleneferie har været planlagt længe før det, så har det vist sig at være den bedste medicin for mit hjerte, at gå alene rundt oppe i Alperne.'

47-årige Sara Bro og hendes 15 år yngre kæreste mødte hinanden ved en fødselsdagsfest på et røgeri i Allinge på Bornholm i 2016

Men blot få måneder senere kom forholdet til at stå sin prøve, da man fandt forstadier til brystkræft hos Sara Bro, og hun skulle igennem et langt forløb med operation, kemo- og strålebehandling. Senere besluttede radioværten i samråd med lægerne at få fjernet sine bryster.

Sara Bro har ofte fortalt, hvor vigtig en støtte Lasse Lund var under hendes sygdomsforløb, og under sin deltagelse i 'Vild med dans' sidste år sendte hun i 'Knæk Cancer'-ugen en kæmpe tak til sin kæreste for ikke at have været berøringsangst, da både hendes krop og følelser pludselig ændrede sig.

I forbindelse med bruddet sender radioværten igen en tak til sin nu ekskæreste:

'Lasse. Tak for alt det, du har lært mig. Tak, for du ikke har forsøgt at holde mig fanget i en boks, jeg alligevel aldrig kommer til at passe ind i. Tak for at elske mig på trods af alle mine ar. Pas på hinanden derude,' skriver hun i opslaget.

Parret bryder dermed forlovelsen, efter at Sara Bro gik på knæ for sin kæreste i januar sidste år.