Coronakrisen har været ubarmhjertig ved manges økonomi. Det mærkede sangerinden Sanne Salomonsen.

Pludselig fik hun så lav en indtjening grundet nedlukning af spillesteder, at hun måtte sætte sin gård til salg – og sælge ud af sit tøj.

Men nu er nedturen vendt til optur. Sanne Salomonsen bliver på sin gård, og der er fuldt gang i nye projekter.

»Ja, jeg vil sige, at jeg har reddet røven,« svarede hun bramfrit, da B.T. spurgte hende til, hvordan det går med økonomien, da hun lørdag deltog i Dennis Knudsens barnedåb for sønnen Noah.

Sanne Salomonsen med Dion Knudsen.
Sanne Salomonsen med Dion Knudsen. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Byrd
Vis mere

»Min røv er reddet. Alt er skønt,« lød det fra sangerinden, der var i strålende humør og glædede sig til barnedåben.

»Det er så dejligt, det er en vidunderlig forandring efter de corona-dødsfald og alle de begravelser, jeg har været til. Jeg er så lykkelig for at være her. Det er pragtfuldt, og jeg er så glad på Dennis' vegne. Han er så lykkelig.«

Det var tilbage i 2020, at coronanedlukningen første gang ramte Sanne Salomonsen hårdt.

»Jeg har mistet et helt års indtægt, og derfor er det virkelig hårdt. Vi får jo ingen hjælp eller støtte nogle steder, så det er barskt,« fortalte hun dengang til Ritzau.

Efterfølgende blev økonomien kun hårdere ramt.

Regnskabet for 2019/2020 viste da også et ordentlig hug, da sangerinden næsten fik mere end halveret sin bruttofortjeneste fra 4,8 millioner kroner til knap to millioner kroner.

Sanne Salomonsen har flere gange kritiseret, at kunstnere ikke blev hjulpet bedre igennem coronakrisen.

»Jeg har været igennem den her branche i alle afskygninger. Jeg har suttet på labben, jeg har levet på en sten og vil altid kunne gøre det igen. Men det er svært at miste så mange penge, som jeg har mistet ved mine job, og så se alle andre få hjælp,« fortalte hun i august 2020 til B.T.

Ved Dennis Knudsens barnedåb var det en anderledes glad Sanne Salomonsen, der mødte op.

Hun var fuld af optimisme.

»Jeg er lige blevet færdig med at lave en julesingle, som kommer ud snart,« sagde hun.

Sanne Salomonsen slog fast, at hun har gang i så mange ting, at det var for svært at fortælle om det hele.

Dennis Knudsen med begge sønner, sin bror Dion samt deres mor, Mona.
Dennis Knudsen med begge sønner, sin bror Dion samt deres mor, Mona. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Byrd
Vis mere

»Alt kræver en lille forklaring. Men jeg har så mange bolde i luften, og det er pissesjovt,« lød det fra sangerinden.

Hun var også var meget begejstret for barnedåben, og at Dennis Knudsen havde fået opfyldt sit ønske om at blive far:

»Det er en meget lykkelig ting, det her. Og Dennis beviser noget. Jeg synes, at han er meget modig i sin høje alder at kaste sig ud i at gennemleve sin allerstørste drøm her i livet. Så det er jo vidunderligt. Og vi er der jo allesammen, og hele familien er der jo også for ham. Det kører jo virkelig godt,« lød det fra Salomonsen, der også havde et bud på, hvem Dennis Knudsens to børn ligner:

»Det er jo så skønt, for de er helsøskende. De ligner hinanden så meget, at man tror, det er løgn. Og de ligner Dennis begge. Og de ligner også Dion lidt,« sagde hun med henvisning til Dennis Knudsens lillebror, Dion Knudsen, der er gudfar til begge børn.