Den amerikanske sanglegende B.J. Thomas er død.
Han blev 78 år gammel og sov ind i sit hjem i Arlington, Oklahoma.
B.J. Thoma afgik ved døden i går, lørdag. Det skriver flere medier, herunder Washington Post og CNN.
Hans hustru gennem 53 år, Gloria, og parrets tre døtre var ved hans side.
Tilbage i marts skrev B.J. Thomas selv i et opslag på sociale medier, at han var blevet diagnosticeret med en alvorlig kræftsygdom.
Der var tale om stadie fire-lungekræft, forklarede han dengang.
'Jeg vil benytte denne unikke mulighed til at vise min taknemmelighed til Gloria, min vidunderlige kone og min trofaste støtte i over 53 år, og til min familie, venner og fans,' skrev B.J. Thomas og fortsatte:
'Jeg er så velsignet, at jeg har haft mulighed for at lave og optræde med smukke sange i både pop, country og gospelmusik, og at jeg har fået lov til at dele disse sange med millioner af mennesker. Det eneste, jeg vil bede jer om nu, er at sige en bøn for mig i denne svære tid, så min musik kan leve videre gennem jer.'
I 1968 slog han for alvor igennem, da han med sangen 'Hooked on a Feeling' sang sig ind på hitlisternes top 5 i USA.
I løbet af sin karriere vandt B.J. Thomas blandt andet fem Grammy-statuetter og havde 26 hit på den amerikanske Billboard Hot-liste.
Hitsangen 'Raindrops Keep Fallin' on My Head' var hans første sang, der nåede førstepladsen på den prestigefyldte liste, hvor den nåede at blive liggende i fire uger.
En sang, der i 1969 vandt en Oscar i kategorien 'Bedste originale sang'.
B.J. udgav seks albums og står noteret for sange som 'I Just Can't Help Believing', 'Rock and Roll Lullaby', '(Hey Won't You Play) Another Somebody Done Somebody Wrong Song', 'Whatever Happened to Old Fashioned Love' og 'New Looks From an Old Lover.'
