Nogle år forsvinder som endnu et i rækken. Andre udmærker sig som noget helt særligt. Sådan var 2021 for Sæþór Kristínsson, for ham bød året både på det værste og det bedste.

Det bedste var da han vandt ‘Den store bagedyst’ og lærte, at han kan, hvad han vil. Men sejren stod i skyggen af det værste – hans mors død.

I disse dage er det præcis et år siden, at Sæþór Kristínsson fornemmede, at hans mor kun havde kort tid igen. En kræftsygdom havde på et år spredt sig fra nyrerne til resten af kroppen:

»Juleaften kunne jeg se, at hun var dårlig, men jeg nægtede at forstå det, for hun havde hele tiden sagt, at hvis det blev rigtigt slemt, ville hun give os besked.«

Sæþór Kristínsson mistede sin mor kort inde i 2021. Foto Bax Lindhardt.
Sæþór Kristínsson mistede sin mor kort inde i 2021. Foto Bax Lindhardt. Bax Lindhardt

Det nåede hun ikke. Kun syv dage inde i 2021 døde hun – 56 år gammel.

»Hun døde meget pludseligt og jeg nåede akkurat ikke frem i tide, men trådte ind ad døren, lige efter hun havde taget sit sidste åndedrag,« siger han om den værste dag i 2021.

Dagen efter fyldte hans datter Gloria otte år og selv skulle han til eksamen. Han gennemførte begge dele, men ved han ikke helt hvordan.

»Jeg kørte direkte fra hospitalet til eksamen i global økonomi. Det skulle jeg måske ikke have gjort, men jeg havde brug for at slippe den følelse, jeg var i.«

Fire dage efter sin mors begravelse gik han til casting på ‘Den store bagedyst’ og begyndte at bage kager i vildskab.

Det kunne lyde som om, han skøjtede hen over sorgen, men intet kunne være mere forkert.

For ham løber sorgen som et underliggende spor gennem året. Og de, som har fulgt ham i bageteltet eller på Instagram, vil vide, at han ofte sender en tanke til sin mor. Selv er han ikke i tvivl om, at det hele var helt i hendes ånd:

»Jeg ved, at min mor ville være blevet skuffet, hvis jeg ikke var gået til casting.«

Hyldestkagen som Sæpor lavede til sin mor i 'Den store bagedyst'. Foto DR.
Hyldestkagen som Sæpor lavede til sin mor i 'Den store bagedyst'. Foto DR.

»Hun vidste selv, at kræften var fremskreden og hun havde vildt dårlig samvittighed over, at vi skulle igennem den sorg. På et tidspunkt sagde hun, at vi kunne have det skidt i en uge, så skulle vi videre med vores liv. Derfor ville det være en hån mod hendes minde, hvis jeg ikke tog afsted.«

Det var Sæþórs mor, der et halvt år tidligere havde overtalt sin søn til at melde sig til konkurrencen:

Selv havde han leget med tanken i et par år. Egentligt er det pudsigt, for han er ikke selv den store kagespiser og har faktisk aldrig bagt særligt meget.

»Jeg har aldrig bagt en tebolle, og jeg bagte mit første pølsehorn – efter finalen,« siger han.

Men når han en sjælden gang har bagt en kage til andre, har han altid fået ros for dem – og så elsker han en god udfordring.

»Da min mor blev syg og corona kom, tænkte, jeg: ‘Nu er det nu, jeg skal gøre det, i stedet for bare at tænke på det’.«

I bageteltet på Clausholm Slot balancerede Sæþór Kristínsson uge efter uge mellem de to mest fremherskende karaktertræk hos ham:

  • På den ene side er stædigheden.

»Hvis jeg går ind i noget er det helhjertet og så følger jeg det til dørs.«

  • På den anden side er usikkerheden.

»Jeg har nok en generel usikkerhedsfølelse … Jeg klarede mig for eksempel fint i skolen, men havde altid følelsen af, at jeg ikke kunne finde ud af tingene.«

Mens han på Instagram så de andre deltagere melde sig ind i kampen om mesterbagerforklæder og det endelige trofæ, blev han mere og mere nervøs:

Sæþór Kristínsson vandt 'Den store bagedyst' i 2021, men er faktisk ikke selv særlig vild med kager. Her hjælper han dog Clara med at pakke jule-småkager på 'La Glace'. Foto Bax Lindhardt.
Sæþór Kristínsson vandt 'Den store bagedyst' i 2021, men er faktisk ikke selv særlig vild med kager. Her hjælper han dog Clara med at pakke jule-småkager på 'La Glace'. Foto Bax Lindhardt. Bax Lindhardt

»Jeg havde et impostor syndrom (når man tvivler på egne bedrifter eller talent, red.), og følte, at jeg faktisk ikke burde være der, fordi jeg ikke syntes, jeg var dygtig nok.«

»Annelise har haft en bageblog i flere år, Frederik gik til casting første gang for fire år siden og havde bagt lige siden, og A.K. havde en blog, der gik tre år tilbage, med de flotteste kager. Jeg følte på ingen måde jeg var på niveau med dem, så jeg var nødt til at få indhentet noget erfaring.«

Så snart han havde sendt sin ansøgning gik han i køkkenet i lejligheden i Vanløse, hvor han bor med danseren, Thomas Evers Poulsen, og sin otteårige datter, Gloria.

I november begyndte han at forberede sin casting kage. Da han havde været til casting lærte han sig at temperere chokolade og lave chokolade bånd. Da han fik at vide, at han skulle være med begyndte han at øve sig i alt det, han aldrig havde prøvet før at lave mousser, cremer, glace og snirkler.

Konkurrecemennesket Sæþór Kristínsson elsker en god udfordring og vil altid hellere tabe til en, der er bedre end ham end vinde, fordi den anden begik en fejl. Foto Bax Lindhardt.
Konkurrecemennesket Sæþór Kristínsson elsker en god udfordring og vil altid hellere tabe til en, der er bedre end ham end vinde, fordi den anden begik en fejl. Foto Bax Lindhardt. Bax Lindhardt

Hver anden dag siden februar bagte han, og da optagelserne gik i gang, blev det hver dag. For der var noget at leve op til.

»Folk var sygt dygtige. I de tidligere sæsoner var der mere spredning på feltet, der var altid nogen, der fuckede op. Det gjorde vi ikke. Selv i de hemmelige udfordringer blev der altid leveret noget.«

Han satte pris på niveauet, for det er sjovere at vinde, når de andre også er gode.

»Det er ligesom at løbe om kamp, det er ikke sjovt at vinde fordi modstanderen snubler, man vil gerne vinde på et målfoto – det er sjovt.«

Hver gang ønskede han sig, at alle konkurrenterne kom i mål med alt det, de havde forberedt.

»For det er sjovere at vinde. Men det er også sjovere at tabe, fordi nogle havde præsteret bedre end mig – ikke fordi jeg jeg havde tabt en kage.«

Hans stædighed tvang ham til at forbedre sig hele tiden, alligevel slap usikkerheden aldrig sit faste greb i ham.

»Da jeg stod i finalen fik jeg sagt til en af producenterne: ’De andre er så dygtige.’ Hun svarede: ‘Det er du også, ellers havde du ikke stået her’.«

Det var en meget overrasket Sæpor, der blev udråbt som vinder af 'Den store bagedyst' 2021. Foto DR.
Det var en meget overrasket Sæpor, der blev udråbt som vinder af 'Den store bagedyst' 2021. Foto DR.

Først da gik det op for ham, at der var en reel mulighed for, at han ville vinde. Da han stod med trofæet i hånden gik det bedste og det værste op i en højere enhed.

»Jeg valgte at tage til castingen efter min mors død og endte med trofæet.«

Endelig gav det mening:

»Min mor var min største fan. Hun har altid haft en kæmpe stor tro på os, lige meget hvad jeg og mine søstre har sat os for.«

»At vinde var kæmpe stort på flere parametre. Jeg beviste for mig selv at hårdt arbejde betaler sig, at jeg kan gå hele vejen, hvis bare jeg vil.«

Nu øver han sig i at lade sejren og det selvtillidsboost, der fulgte med den smitte af:

»Jeg arbejder på at tro på, at jeg godt kan, men jeg bliver aldrig typen, der taler mig selv op.«