Han har tatoveringer op og ned ad sin lange krop. Er asatroende. Og kendt for at kalde en spade for en spade.
Men under designer, forfatter og iværksætter Jim Lyngvilds tatoverede hud løber der faktisk blåt blod.
»Selvom det efterhånden er blandet en del op,« siger han med et smil om faderens slægt, Wegener, der har pumpet det blå blod ind i Jim Lyngvilds årer.
Slægtsnavnet bruger han ikke, men familiens våbenskjold siden 1393 har han fundet på Frederiksborg Slot og designet en ring ud fra, som han bærer sammen med sine ringe med vikingemotiver.

»De fleste mænd i min slægt er biskopper eller præster. Et hverv, der handler om at formidle et budskab til en stor befolkning. Som jeg også gør. På min måde.«
»Våbenskjoldet er en vægtskål og tre stjerner, som står for købmandskabet og det formidlende. Det synes jeg er ret sjovt,« siger han om, hvordan historiens vingesus er nået helt frem til hans eget flamboyante liv.
»Og,« tilføjer han så med endnu et smil, »så jeg er faktisk dronning Margrethes grandfætter i 16. led.«
Det skal dog nævnes, at når man er grandfætter i 16. led, er slægtskabet så langt ude, at man ikke ligefrem står på kongehusets gæsteliste.
For mig er Dronningen indbegrebet af ydmyghedJim Lyngvild
Men ikke desto mindre er Jim Lyngvild royalist til fingerspidserne. Og det har intet med slægtskabet at gøre. Han elsker nemlig kongehuset. Ikke mindst Dronningen.
»Ydmyghed er ikke det ord, de fleste vil klæbe på mig. Men jeg er faktisk et ekstremt ydmygt menneske over for religion, tro og dét, der er større end mig selv.«
»Kongehuset er en guddommelig institution, som du kun kan se op til, hvis de gør det godt. Og det danske kongehus gør det fuldstændig forbilledligt,« siger Jim Lyngvild, som er stolt over, hvordan ikke mindst Dronningen er i stand til at åbne døre i det store udland.
»Det vil jeg gerne honorere og sige tak for. For mig er Dronningen indbegrebet af ydmyghed. Hun har fra starten sagt, at det her var hendes livshverv, og er ikke veget fra det. Hvor mange andre topchefer kan man sige det om?« spørger han.
For mig har det altid været en drivkraft ikke at passe ind i parnassetJim Lyngvild
Jim Lyngvilds nye bog kan da også ses som en hyldest til dét, som Dronningen repræsenterer.
'Danmarks konger og dronninger – Fra Gorm til Margrethe II' hedder den og er en imponerende fotobog med hans bud på, hvordan kongelige kan have set ud.
Om den bliver bedre modtaget af kultureliten end sidste års store udstilling om vikingerne på Nationalmuseet – som satte publikumsrekord – må tiden vise.
Ifølge kultureliten hører Jim Lyngvild i hvert fald ikke til i det gode selskab. 'Realitystjernen' kalder de ham konsekvent.

Jim Lyngvild ryster på hovedet, vender øjnene mod himlen.
For lige så ydmyg som han er over for kongehuset, lige så fløjtende ligeglad er han med kultureliten og dens nedladende holdning til hans projekter.
»Sådan må det være, hvis man kan noget, der er anderledes, uden for skabelonen. Fred være med det. For mig har det altid været en drivkraft ikke at passe ind i parnasset.«
»For jeg elsker at nedbryde fordomme. Jeg elsker at skabe dem og så få dem pillet ned igen. Måske er det min største drivkraft.«