Kendisdanmark går en tørlagt weekend i møde.

Hver sommer mødes kendte danskere backstage på Roskilde Festival i den såkaldte medieby, hvor særligt udvalgte blandt andet kan drikke gratis øl i Tuborg-baren.

Det bliver der desværre ikke noget af i år.

Coronakrisen har ikke kun aflyst sommerens musikfestivaler, den har også aflyst festivalernes backstagefester – og hermed Roskilde Festivals medieby, der sidste år blandt andet havde besøg af navne som Remee, Frederik Fetterlein og Sarah Grünewald.

Frederik Fetterlein spottet i mediebyen, Roskilde 2019.
Frederik Fetterlein spottet i mediebyen, Roskilde 2019. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

B.T. ville gerne have spurgt mediebyens stamgæster, hvordan de håndterer weekendens aflysning, men der var desværre ikke den store villighed til at stille op til interview.

Få meldte tilbage. Blandt andet podcastvært Mattias Hundebøll, der fortæller, at han faktisk slet ikke længere er typen, der bruger mediebyen.

»Jeg skulle have været af sted med min gamle camp og en helt almindelig billet sammen med konen. Jeg har meldt mig ud af medieby-ræset. Roskilde bør jo bestå af koncerter og fadøl, og det var planen for i år.«

Han tilføjer:

»Jeg har alligevel aldrig kunnet nasse mig til et af de der Tuborg-armbånd, men jeg havde klart glædet mig til at høre The Strokes fra første pit og stå og lave røræg og morgen-espresso på mit lille camper-køkken.«

'Hvem vil være millionær'-vært Christian Degn fortæller, at han trods mange år i tv-branchen faktisk aldrig har været i mediebyen.

»Jeg kommer aldrig i mediebyen. Jeg bor i telt ude i smatten sammen med mine venner, og det har jeg gjort 15 år i streg.«

Han fortæller, at han havde adgang til mediebyen i 2015, da han var på arbejde og lavede 'Hammerslag fra smatten', men han benyttede sig aldrig af muligheden for at kigge ind til kollegaerne.

Mattias Hundebøll og hustru i mediebyen i 2016.
Mattias Hundebøll og hustru i mediebyen i 2016. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

»Jeg nyder i stedet nogle fantastiske dage med gode venner og fede koncerter. Og det vil jeg savne helt vildt i år.«

Christian Degn afslører, at han derudover ikke er fan af kindkys, som ellers er en yndet diciplin i kendiskredse.

»Måske vennerne og jeg giver hinanden en krammer eller en omgang fadøl, men kindkys har vi aldrig brugt. Vi er fra Randers.«

Det lykkedes B.T. at høre fra én kendis, der rent faktisk plejer at hænge ud i mediebyen.

Maria Montell og Tomas Villum Jensen til en Rolling Stones-koncert i Horsens.
Maria Montell og Tomas Villum Jensen til en Rolling Stones-koncert i Horsens. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Filminstruktør Tomas Villum Jensen er sammen med sin hustru, sangerinde Maria Montell, medlem af Røde Kors' velgørenhedsprojekt 'Klub 100', der hvert år mødes på Roskilde Festival.

»Maria og jeg har været på Roskilde de sidste 10 år med Røde Kors. Vi har været den samme flok, der har fulgtes ad i mange år. Røde Kors-medarbejderne og deres 'Klub 100' kommer jeg til at savne. Vi hører normalt tre koncerter, men programmet i år var ikke lige min smag, desværre.«

Tomas Villum Jensen tilføjer, at de sidste år mest drak drinks, så det kun blev til få gratis Tuborg.

B.T. har spurgt Roskilde Festivals talskvinde, Christina Bilde, om de i år har oprettet en krisetelefon til øltørstige kendisser, der ikke kan drikke øl i mediebyen i år.

»Vi har en ganske almindelig telefonlinje, hvor man kan ringe med alskens henvendelser,« fortæller hun og tilføjer:

»Jeg er dog ikke bekendt med, at der er nogen, der har klaget deres nød på lige det punkt, du spørger til. Hvis nogen har den slags udfordringer, ser det ud til, at de har fået løst dem på anden vis.«

Er du en øltørstig kendis, der står uden en medieby og Tuborg-bar i den kommende weekend, så skriv til krdn@bt.dk.