Kendissen Mascha Vang har en god nyhed fra tiden under coronakrisen, men der er også en del dårlige.

Hun fortæller nemlig, at forretningen er hårdt ramt, efter verdenen nærmest lukkede ned under pandemien.

»Jamen det har jo ikke været skide godt. Det har godt nok været stille, og der er virkelig mange aflyste jobs og virkelig mange aflyste rejser,« fortæller influenceren, der tirsdag aften er mødt op på den røde løber til premiere på filmen 'Undtagelsen'.

Faktisk afslører den 40-årige Vang, at hun har lidt et økonomisk tab som resultat af coronaens hersken. Og det ser ikke ud til at lysne forude.

»Jeg synes, det er meget tilbageholdende - i hvert fald i min branche, og der har været nogle store kunder, som har måttet dreje nøglen rundt, så det er rigtig synd og ærgerligt for dem.«

Hun siger, at det er noget som selvstændige som hende har mærket, men hun understreger, at det ikke har været så galt, at hun har lavet de store ændringer i sine forretningsgange.

»Nej, det har jeg ikke (ændret på noget, red.) Der har bare ikke været de samme indtægter som tidligere,« lyder det.

Det har dog som nævnt ikke kun været de triste ting, der har fyldt under coronatiden.

Mascha Vang fortæller nemlig også, at familien har fået en lille kattekilling, som de har brugt utroligt meget af deres ekstra tid på.

»Det er som at have fået en baby, bare sødere og blødere,« lyder det fra den storgrinende tidligere Paradise Hotel-deltager.

Nu ser hun frem mod en sommer i Danmark, hvor hun har gjort meget for at fylde tiden op.

»Det er lige før, det bliver en travl sommer i Danmark. Jeg skal have så meget som muligt ud af den,« lyder det fra hende.

Hun bor det meste af tiden i Kolding, hvor hun lever med sin kæreste Troels Krohn Dehli, datteren Holly Nolia og nogle gange kærestens børn.

Derudover har hun lige købt en lejlighed i København, hvor hun har meget af sit arbejde.