Rosa Kildahl er ikke bare vild med dans og kager. Hun er også en benhård forretningskvinde og har de sidste 10 år været direktør i eget firma.

Vi kender hende for tiden som den lune vestjyde, der konstant får publikum og især vært Sarah Grünewald til at knække sammen af grin i 'Vild med dans'.

Ved siden af tv-karrieren, der begyndte med et brag sidste år i 'Den store bagedyst', driver 60-årige Rosa firmaet H20 Branding, der producerer vandflasker med logoer på. Et firma, hun styrer fra sit kontor i Glyngøre.

»Det begyndte for 10 år siden,« fortæller Rosa, da B.T. møder hende efter en omgang dansetræning.

Rosa Kildahl.
Rosa Kildahl. Foto: Bjarne Bergius Hermansen / DR
Vis mere

»Jeg var sygemeldt med stress og sagde mit job op hos Post Danmark for at prøve noget helt andet. Jeg var 50 år og elsker at arbejde, så jeg ledte efter noget, jeg kunne lave, til jeg blev 75-80 år.«

Rosa havde tidligere i livet taget merkonomdiplom-uddannelsen i regnskab og markedsføring og lavede blandt andet regnskaber for to iværksættere, som havde startet et vandflaske-firma.

»De snakkede om at ville sælge firmaet, og jeg har altid drømt om at have mit eget, så en dag sagde jeg til dem, at jeg gerne ville købe det af dem.«

Rosa var blevet enke seks år tidligere, hendes to børn var for længst flyttet hjemmefra, og de penge, hun gennem årene havde lagt til side, ville hun derfor gerne investere i noget til sig selv.

»Vi har kun ét liv. Så kan man investere sine penge i aktier og sådan noget. Det gad jeg ikke. Jeg ville bruge mine penge på noget, jeg selv kunne have fingrene i.«

Hun købte flaskernes form og design og fik så udliciteret al produktion, så hun i dag kan nøjes med at stå for salg og markedsføring.

»Jeg bestemmer det overordnede, og så køber jeg mig til produktion og distribution.«

Rosa i 'Vild med dans'.
Rosa i 'Vild med dans'. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Har det gavnet firmaet, at du er blevet kendt fra tv?

»Jeg vil sige, at det har givet for lidt. Folk kæder ikke de to ting sammen. Men da vi fejrede 10-års-jubilæum, tog jeg da ud til alle mine kunder med kage.«

Rosa startede firmaet op midt i finanskrisen. Hun holdt sig derfor fra starten af til en målgruppe, der ikke var så hårdt ramt af krisen, som hun vidste både evnede og kunne betale til tiden. Derudover krævede hun 50 procents forudbetaling ved hver bestilling, da hver ordre er unik.

»Jeg har nogle gode faste kunder, som bliver ved med at vende tilbage til mig. Det betyder, at jeg i perioder, hvor jeg for eksempel som nu har travlt med 'Vild med dans', kan holde firmaet kørende på et minimum.«

Rosa Kildahl og Esbern Syhler-Hansen.
Rosa Kildahl og Esbern Syhler-Hansen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Rosas dansepartner i 'Vild med dans', Esbern Syhler-Hansen, kan godt mærke, at han er blevet sat sammen med en forretningskvinde.

»Rosa er god til at være til stede, når vi mødes, men når vi er på farten, bliver der klaret mange ting på telefonen. Jeg kendte hende jo kun fra 'Den store bagedyst', men har set en hel anden seriøs side. Hun er en ekstrem, hardcore, forretningsorienteret dame,« smiler han.

Rosa nyder for tiden at være med i 'Vild med dans', og hun går selvfølgelig efter at komme så langt som muligt.

»Da jeg blev spurgt, sagde jeg faktisk først nej, fordi jeg syntes, det lød for hårdt. Men så blev jeg overtalt, og selvom jeg elsker det, så har det overasket mig, hvor meget et fuldtidsarbejde det virkelig er.«