For 20 år siden blev Rosa Kildahl vækket af sin mand Tommy tidligt om morgenen. Han havde vejrtrækningsproblemer og var i store smerter. Rosa ringede 112 og fortalte sine to børn, at de lige skulle et smut på hospitalet.
Men børnene kom aldrig til at se deres far i live igen. Det fortæller Rosa Kildahl - som danskerne kom på fornavn med, da hun nåede semifinalen i DR-succesen 'Den store bagedyst' i 2017' - i et interview med Hendes Verden.
Blot ti minutter efter ankomsten til hospitalet døde Tommy. Det viste sig, at hans krop var blevet ædt op indefra af adskillige kræftsvulster.
»Det var fuldstændig uvirkeligt, og jeg husker ikke meget fra tiden lige efter,« fortæller Rosa Kildahl til Hendes Verden.
Efter at manden var blevet revet væk fra hende, forsøgte Rosa at gemme sorgen af vejen ved at arbejde konstant. Hun fortsatte på jobbet i Post Danmark (i dag PostNord, red.) og drev ved siden af mandens værksted videre - samtidig med at hun både fungerede som mor og far for børnene.
Det gav hende noget at rive i og fortrængte sorgen, men omkostningerne skulle vise sig at blive store for Rosa Kildahl. Hun begyndte at få hukommelsesproblemer, fik kort lunte og led af søvnmangel. Til sidst kunne kroppen ikke mere. Rosa blev sygemeldt med stress, og først efter en måned, hvor hun sov nærmest uafbrudt.
Da Rosa rejste sig fra sengen, var det med ambitionen om at ændre sit liv.
Som sagt, så gjort. Hun uddannede sig til ejendomsmægler og startede i 2008 virksomheden H2O Branding, der sælger vand på flaske til virksomheder. Hun har også taget jagttegn og trodset sin højdeskræk ved at lære at stå på ski.
I dag lever 61-årige Rosa Kildahl sammen med sin anden mand, Carsten, som hun blev gift med sidste år.


