Den svenske skuespiller Rolf Lassgård skal skilles fra sin kone gennem 38 år.
Det fortæller han til Gefle Dagblad.
Den 65-årige svensker er blandt andet kendt fra Susanne Biers 'Efter brylluppet' fra 2006 og senest som Kim Walls far i TV 2-serien 'Efterforskningen'.
Rolf og Birgitte Lassgård mødte hinanden Skånska Teatern i Landskrona, da han spillede drilleånden Puk i Shakespeare-stykket 'En skærsommernatsdrøm'.
De blev gift i 1983 og har tre børn sammen.
»Der er intet mærkeligt ved det her. Vi har været sammen utrolig længe, og det her er også noget, vi er kommet frem til i fællesskab,« siger han ifølge Expressen til Gefle Dagblad.
»Vi har valgt at gå hver til sit, men vi er fortsat venner. Og vi har tre fantastiske børn sammen og tre dejlige børnebørn, så der er ingen konflikt.«
Professionelt er Rolf Lassgård i øjeblikket aktuel i anden sæson af C More-serien 'Jægerne' – privat skal han nu bruge tid på at finde ud af, hvordan man er alene, fortæller han.