Det tog 14 dage, så var kendisfrisør Dennis Knudsens lejlighed tæt på Fisketorvet solgt. Nu har han besluttet at sælge alt inventar også.
»Jeg har brug for at starte på en frisk. Der skal ske noget nyt. Nye møbler, nye ting,« lyder det fra den 57-årige frisør.
De gode nyheder stopper ikke her for ham. Lejligheden er nemlig solgt for hele 17,4 millioner kroner. Den var udbudt til 16,9.
»Jeg forsøgte jo at sælge den for otte-ni måneder siden, hvor det ikke gik så godt. Det var godt, jeg ventede, for det er da dejligt at få en god pris for den. Markedet var til det nu,« siger Dennis Knudsen.

En del af pengene skal bruge på en ny lejlighed i samme område. Denne gang på første sal og med udkig til begge altaner fra stuen. Den solgte lejlighed ligger på femte sal.
»Med min søn Lucas, så er det mest sikkert. Man ved jo ikke, hvor han kan finde på at kravle hen,« siger han og fortsætter:
»Den er godt nok 50 kvadratmeter mindre, men det gør ikke noget.«
Den nye lejlighed skal samtidig fyldes op med helt nyt inventar. Alt, han ejer, skal sælges – på nær et flygel og andre småting. Samtidig skal han have indrettet et værelse til Lucas' lillebror, der kommer til maj. De får et værelse hver.
»Jeg håber, jeg kan nå at flytte, inden lockdown er overstået. Nu har jeg jo tid til det,« siger Dennis Knudsen.