Kunne du forestille dig et realityshow med Robbie Williams i hovedrollen?

Den 46-årige engelske popstjerne har altid været god for en skandale eller to, så mon ikke der har siddet mange tv-chefer igennem tiden og spekuleret over, hvordan de kunne få lov til at lave en 'Keeping up with the Williamses'?

I et interview med den britiske avis The Sun fortæller Robbie Williams' hustru, Ayda Field, at det faktisk har været på tale flere gange.

Familien Williams bor til daglig i Los Angeles.

Ud over Robbie og Ayda består familien af to børn på syv og fem år, et barn på 18 måneder og en lille baby fra i februar.

Robbie Williams og hans hustru har en podcast sammen med titlen '(Stay) At Home with The Williamses', der ifølge The Sun giver et fint indblik i deres liv og dagligdag.

Ayda Field forklarer til The Sun, hvorfor de ikke har taget skridtet videre og lavet deres eget realityshow:

»Jeg vil aldrig sige aldrig, og det er blevet nævnt for os før, men lige nu er det vigtigt for os at beskytte børnenes privatliv. Så det er ikke en mulighed lige nu.«

Robbie Williams.
Robbie Williams. GERALD MATZKA

Hun tilføjer:

»Børnene er ikke engang gamle nok til at vide, hvilke konsekvenser det kan få. Det vil ikke være fair at træffe det valg for dem – der er en masse voksne ting, der følger med eksponering.«

Ifølge Ayda Field kunne det ellers blive underholdende med tv-overvågning af Robbie Williams, der til tider opfører sig som en teenager.

»Man siger, at man holder op med at udvikle sig i den alder, hvor man bliver berømt eller begynder at tage stoffer. Robbie gjorde begge ting på samme tid, så han er på nogle måder stadig en 15-årig dreng.«

Robbie Williams og hans hustru mødte hinanden i 2006 og blev gift fire år senere.

De har været dommere i 'X Factor' sammen, og hun er derudover skuespiller med roller i serier som 'Horton-sagaen' og 'Will & Grace' (et enkelt afsnit, red.).

Hun fortæller i interviewet, at selv om hun ikke er klar til et realityshow, vil hun meget gerne lave mere skuespil.

»Hvis der kommer en 'Friends 2', så er jeg klar.«