Kan du huske, hvem der vandt X Factor sidste år?

Selvom talentshowet, der i år kører på 14. sæson, stadig ses af over en million danskere hver fredag, så er årets vinder statistisk set i stor fare for hurtigt igen at ryge ud i glemslen.

Den allerførste vinder, Martin Hedegaard, er fortsat aktiv under kunstnernavnet Saveus, men derudover er der kommercielt set langt imellem snapsene – og det er der flere gode grunde til.

For det første vil alt efter en X Factor-sejr føles som en nedtur, forklarer Remee, der som dommer har ført fire deltagere til sejr, senest Morten Nørgaard i 2017.

»X Factor er sin egen parallelle virkelighed, hvor deltagerne når et niveau, som ikke findes i virkeligheden. De synger verdens bedste sang, med en kæmpe produktion omkring sig og en million seere hver uge. Det er der ingen artister i virkeligheden, der har. Derfor vil alt føles som et antiklimaks efter showet, og det tager pusten fra de fleste.«

Remee, da han sad i dommerstolen i 2017.
Remee, da han sad i dommerstolen i 2017. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Remee peger på navne som Martin, Basim, Laura og Citybois som nogen, der har klaret sig godt, og mener, de har det til fælles, at de har en ukuelig vilje, tro på sig selv og evne til at tilpasse sig ude i den virkelige verden.

»For dem har det været et genialt springbræt, for andre er oplevelsen af X Factor nok.«

X Factor-vindere dømmes hårdere

Thomas Blachman, der ligesom Remee har ført fire X Factor-deltagere til sejr, senest sidste år, mener, at det ikke er meget anderledes end pladeselskaber, der finder talenter, og så er der en vis procentdel, der bliver til stjerner.

»Der har været 14 show, og der kom Citybois og Martin ud af det. Det er selvfølgelig en lav procentdel, men jeg tror ikke nødvendigvis pladeselskaber, der går ud og finder ungt talent, har større succes. Jeg tror, det er meget almindeligt.«

Thomas Blachman tilføjer, at han tror, at Danmark som samfund måske også bedre kan lide håndværkertanken. At man skal arbejde sig op fra bunden og ikke bare blive kendt fra tv.

(Her kan du se alle X Factor-vindere gennem tiden)

Den betragtning er Oh Land, der ligesom Thomas Blachman er dommer i den aktuelle sæson, enig i.

»Folk kan godt dømme X Factor-deltagere hårdere, fordi de ikke har gjort det på »den rigtige måde«. Og det er nok både forbrugerne og nogle i musikbranchen, der har det sådan. Der kan være bookere, som er mere skeptiske, for om tv-deltagere er arbejdsomme nok, og vil de det her? Men der kan jeg sige, at man kommer sgu ikke let gennem X Factor. De kommer til at arbejde sindssygt hårdt, og de bliver altid forundrede over, hvor meget arbejde der egentlig skal til.«

Større chance for succes på TikTok

Carsten 'Soulshock' Schack, der i 2010 afløste Thomas Blachman som dommer i en enkelt sæson, arbejder til daglig som producer i Los Angeles, og han erklærer til slut tv-talentshow som koncept for færdig, når det drejer sig om at skabe nye store stjerner.

»Det er lidt deres egen skyld,« fortæller han.

»Ja, det er sjovt at se Erik og Lone, som ikke har en tone i livet dumme sig i en musikkonkurrence, men det har bidt sig selv bagi, da ingen seriøse musikselskaber længere har interesse for kunstnere, der har været i det cirkus.«

Carsten 'Soulshock' Schack, da han var dommer i 2010.
Carsten 'Soulshock' Schack, da han var dommer i 2010. Foto: Claus Bech
Vis mere

Soulshock mener, at hvis man stiler efter en seriøs musikkarriere, skal man slet ikke melde sig til X Factor. Det gør kun tingene sværere bagefter.

»Sociale medier som blandt andet TikTok har taget over. Så man har bedre chancer ved at skabe en dans der. Ellers tag din karriere seriøst, bliv i studiet og skriv nogle gode sange,« fortæller han.

Og hvad siger de tidligere vindere så?

Deltog ikke for at blive kendt

Chresten Flack Damborg, der vandt X Factor i 2013, er stadig aktiv og udgav sidste år albummet 'Vindfang'. Han påpeger, at der skal mere til end en god stemme for at kunne leve af musik, men tilføjer:

»Jeg tror, de fleste vindere er kommet længere, end hvis de ikke var stillet op. Jeg fortryder i hvert fald ikke ét sekund.«

Kathrine Ørnfelt, der i 2018 vandt X Factor som en del af Thomas Blachmans sammensatte trio Place On Earth, er i dag slet ikke længere i musikbranchen, hvilket hun har det fint med.

»Personligt havde jeg efter min sejr ingen intention om at skulle blive hverken kendt eller følge op på sejren,« fortæller hun.

Place on Earth, da de vandt i 2018. Kathrine Ørnfelt, Andreas Falch Kruse og Mille Hassenkam.
Place on Earth, da de vandt i 2018. Kathrine Ørnfelt, Andreas Falch Kruse og Mille Hassenkam. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg ønskede at vende tilbage til min almindelige hverdag efter at have haft en super lærerig og spændende oplevelse. Min intention med at deltage i X Factor var lige netop oplevelsen – ikke en musikkarriere, som mange fejlagtigt antager.«

Katrine Ørnfelt fortæller, at hun ofte er blevet mødt med ordene: 'du blev aldrig til noget efter X Factor', hvilket hun er uenig i.

»Jeg kom ind på mit drømmestudie og læser i øjeblikket psykologi. Jeg er måske blevet glemt, men det er fint, for opmærksomheden var ikke min kop te. Jeg er mere end tilfreds med min hverdag som glemt X Factor-vinder.«

Og for at svare på artiklens indledende spørgsmål: Sidste år blev X Factor vundet af 20-årige Alma Agger.