Mens alle fejrede mors dag den 12. maj, mistede realitystjernen Marysol Patton fra 'Real Housewives of Miami' sin mor, Elsa Patton, som var stjerne i selvsamme serie.

Selvom Mama Elsa ikke var en fast del af showet, var hun en elsket genganger, da showet kørte fra 2011 til 2013.

Hendes død blev bekræftet af familien, dog uden en dødsårsag blev nævnt. Hun blev 84 år, skriver The Mirror.

I en historie på Instagram deler datteren Marysol Patton et billede af sig selv sammen med sin mor. I teksten til billedet lyder det, som om hendes mor var meget syg, inden hun døde:

'Min mor er gået bort, men hun er blevet fri af en frygtelig eksistens. Tak for dine bønner op gennem årene.'

Mama Elsa var kendt for at have en skarp tunge, der var baggrund for mange sjove situationer, og som gjorde hende til en elsket del af showet, selvom hun ikke officielt var med.

Fans elskede hendes spydige kommentarer så meget, at hun endte med at få sit eget realityshow, et spin-off af 'Real Housewives of Miami', der hed 'Havana Elsa'.

Showet kørte i 2012 og handlede om Mama Elsas forsøg på at starte sin egen kæde af kaffe under samme navn som serien – 'Havana Elsa'.

Det kørte dog kun én sæson, da Mama Elsa pådrog sig en hjerneskade efter et fald, og hendes helbred efterfølgende blev meget dårligt.

Hun fortsatte dog sine gæsteoptrædener i 'Real Housewives of Miami' med sin datter.

Sidste år mistede hun sin ægtefælle gennem 50 år, Donald Patton.

Parret havde to børn sammen, realitystjernen Marysol Patton og sønnen Anthony Jones. Hun efterlader sig også et barnebarn.